Vingegaard savnede mere fra hjælper – men han forstår det godt
Foto: Michal Cerveny/AP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard var helt uden hjælpere på tirsdagens afgørende stigning.
Jonas Vingegaard er placeret som nummer tre i klassementet efter tirsdagens etape.
Jonas Vingegaard kom for første gang i årets Tour de France i problemer, da Tadej Pogacar viste styrken på fjerde etape og tog 50 sekunder på danskeren.
Omkring 800 meter fra toppen af Galibier satte Pogacar sit afgørende angreb ind, og forud for det var gået adskillige kilometer op ad bjerget med UAE-ryttere i front.
Det er min fejl ikke at være i stand til at gøre det
Matteo Jorgenson
Faktisk sad der hele fire Pogacar-hjælpere, mens Vingegaard kunne spejde langt efter sine holdkammerater, da Matteo Jorgenson som sidste Visma-hjælper slap med over fire kilometer til toppen.
Efter etapen spurgte TV 2 Sport Vingegaard, om han havde håbet, Jorgenson kunne havde siddet med i længere tid.
- Ja, det havde jeg da selvfølgelig håbet. Så kunne det også være, jeg havde sat ham frem.
- Men det er nu en gang sådan, det er. Vi er bare mennesker, og Matteo havde nok ikke den bedste dag i dag. Det må vi håbe, han har senere i løbet.
Jorgenson beklager
Matteo Jorgenson, der var i asfalten allerede på andendagen, måtte altså give op før han selv ønskede det på tirsdagens 139 kilometer lange etape.
- Det er to dage efter styrtet, og jeg havde en dårlig dag. Generelt gjorde vi vores bedste, lyder det fra Jorgenson til Tour de Frances eget medie.
Amerikaneren erkender, at UAE-mandskabet var bedre på Galibier-etapen, men han ved godt, hvad det var, han kunne have bidraget med, hvis benene – og sadlen – havde tilladt det.
- Jonas kunne generelt nok have brugt en hårdere fart til at tage noget af eksplosiviteten fra Pogacar. Det er min fejl ikke at være i stand til at gøre det.
- Så snart jeg havde problemer, føltes min saddel for høj, og når det sker, betyder det som regel, at jeg ikke har supergode ben. Jeg kørte endda ned til bilen og fik dem til at sænke den og ændre indstillingen, fordi jeg troede, at den var forkert.
Lyn-analyse
Emil Mielke Vinjebo, cykelekspert:
- De må være bekymrede for UAE's styrke. Vingegaard kan kun slå dem, hvis han bare kører fra dem opad, for ellers har UAE et for stærkt kollektiv, til at han kan ryste dem – efter min mening.
Vingegaard tager det med ro
Jonas Vingegaard har vist sig fint frem på de første to etaper, hvor han har siddet i Pogacars hjul hele vejen i mål.
Tirsdag gik den så ikke længere, men det slår ikke thyboen ud.
- Vi havde egentlig regnet med at tabe tid her i den første uge. Selvfølgelig er det på en eller anden måde skuffende, at jeg ikke lige kan følge med.
- Men jeg ved også, at det er det, han er rigtig, rigtig god til – at køre en spurt lige henover et bjerg. Der har jeg nogle andre kvaliteter.
Jonas Vingegaard fortæller, at han i stedet for at være skuffet ser fremad i Tour de France, hvor der "jo stadig er to og en halv uge tilbage".