42 meter høj mobilmast på vej til sommerhusområde på Nordmors: - Det bliver uudholdeligt

Det kan dog blive svært at finde en anden placering, siger teleselskabet bag masten

Sommerhusområdet Ejerslev Lyng på Nordmors ser ud som de fleste andre. Små hyggelige huse i naturskønne omgivelser tæt på vand.

Men snart kan de flade huse få selskab af en 42 meter høj mobilmast.

- Det er jo mageløst, at man overhovedet kan komme i tanke om, at den skulle ligge sådan et sted. Det, synes jeg, er meget hovedet under armen, fortæller Elsebeth Foldager, der er formand i Grundejerforeningen Ejerslev Lyng.

Årsagen til mobilmasten er et statsligt krav om bedre dækning i området. Derfor ønsker et teleselskab at opsætte masten på en lille grund midt i sommerhusområdet, der er ejet af en privat landmand, der vil tage lejebetaling for grunden.

Det lille stykke jord ligger meget tæt på Elsebeth Foldagers grund.

- Vi sidder jo lige her på terrassen og spiser aftensmad, og det er meget tæt på sådan en grim mast, hvis den kommer til at stå der, fortæller Grundejerforeningens formand, der bor cirka 15 meter væk fra grunden.

- Det er højest ti meter fra mit vindue. Det bliver uudholdeligt, fortæller Birthe Rodsten, der også vil være nabo til masten.

Det er på grunden i baggrunden, hvor der er to gule stænger, af masten efter planen skal ligge.
Det er på grunden i baggrunden, hvor der er to gule stænger, af masten efter planen skal ligge.
Foto: Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Forbindelsen er fin

Det er et telefirma, der hedder Cellnex, som i sidste ende står bag ansøgningen om mobilmasten i sommerhusområdet.

I en mail til TV MIDTVEST skriver de, at de har fået et krav fra den danske stat om at sikre bedre mobildækning ved Ejerslev Lyng, og at landmandens lille grund er en af de mest egnede steder til formålet.

Men det er nu ikke fordi, at dækningen fejler noget, mener Elsebeth Foldager.

- Vi har en udmærket forbindelse, og der er nogen, der siger, at de, der er tættest på, får en dårlig forbindelse, så det er vi slet ikke interesseret i.

- Det har vel ikke noget at sige, om den ligger en halv kilometer længere væk et andet sted, hvor der også er et højere punkt, siger hun.

Små muligheder - stor ærgerrighed

Nabohøringen er netop afsluttet, og efter sommerferien skal Morsø Kommune behandle sagen politisk.

- Det er jo et dilemma. Vi skal have ordentlig mobildækning, men vi skal også sørge for, at det generer mindst muligt, så vi vil kigge på alternative muligheder, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Morsø Kommune, Meiner Nørgaard (DF).

quote Vi klager, så længe vi kan, og håber på, at vi kan få den flyttet.

Birthe Rodsten, pensionist, Ejerslev Lyng

Nyheden om mobilmasten har spoleret den ellers gode stemning i sommerhusområdet. Men selvom sommerferie er afslapningstid, så er beboerne trukket i arbejdstøjet for at ændre mastens placering.

- Vi klager, så længe vi kan, og håber på, at vi kan få den flyttet, siger Birthe Rodsten.

Teleselskabet oplyser til TV MIDTVEST, at der er meget få muligheder for en ny placering, der lever op til de strenge krav, der er til opsætningen af en mobilmast.


Seneste nyt

fra Nordjylland