Aske har ligget i kø i tre dage: - Det er vores svar på Roskilde Festival

Klokken 12 i dag åbnede pladsen til Thy Træf 2019. Aske Roland var første mand på pladsen.

- Jeg har sat mig for, at jeg vil være nummer et i år. Og så må man jo ofre lidt tid, siger Aske Roland fra Nørresundby.

Han er en af de cirka 5000 gæster, der deltager i Thy Træf 2019.

Arrangøren fortæller, at der har holdt omkring 1500 motorcykler i kø og ventet på åbningen klokken 12 torsdag.

”Danmarks hyggeligste træf”, skriver Thy Træf 2019 selv på hjemmesiden om arrangementet, der er lavet af motorcyklister for motorcyklister.

Aske Roland kører normalt med Road-Rangers i Grenaa, som han er til træf med.

- For mig er Thy Træf det samme, som Roskilde Festival er for andre, siger han.

Min far-uge

- Uge 32, hvor der er Thy Træf. Det er min far-uge. Det er en tradition!

Og netop derfor har han med glæde brugt tre dage på at få den bedste plads til træffet.

- Tirsdag klokken et rullede jeg ind her som den allerførste. Det var da en fed følelse, siger Aske Roland.

Klokken 12 kunne motorcyklerne endeligf køre ind på pladsen til Thy Træf 2019.
Klokken 12 kunne motorcyklerne endeligf køre ind på pladsen til Thy Træf 2019.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Torsdag klokken 12 kunne han så gasse op i motorcyklen og rulle ind på den perfekte plads, der ligger godt i forhold til både bar, musik og langt væk fra mudder.

- Første plads på venstre hånd. Det er der vi skal ligge.

Men er du ikke træt efter at have ligget her i tre dage? Festivalen begynder jo først nu?

- Jeg er ikke træt. Ikke det der ligner!

Glemte penge og blev en dag forsinket

Men selvom Aske Roland fra Nørresundby kom allerførst til Thy Træf, var det meningen, at han skulle have været der en dag tidligere.

- Jeg nåede til Vejlerne og var inde og vride lidt vand ud af tøjet. Så ville jeg lige finde min tegnebog. Men der var så bare ikke kommet de kontanter i, som jeg havde lagt til side. De lå i bildøren hjemme i Nørresundby.

- Så jeg måtte pænt vende om og køre igennem det samme regnvejr, som jeg havde kørt i herop, siger Aske Roland.

Thy Træf 2019 afvikles uge 32 hvert år.


Seneste nyt

fra Nordjylland