Bent ankom otte minutter efter eksplosion: - Som at se en krigszone
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST
Bent Sørensen, der er indehaver af butikken ved siden af den udbrændte slikbutik i Thisted, fik sig noget af et chok, da han ankom til ulykkesstedet i nat.
- Det var faktisk som at se en krigszone. Alt var kaos.
Sådan lyder det torsdag formiddag fra Bent Sørensen, der er indehaver af Tøjeksperten i Thisted, som ligger lige ved siden af byens slikbutik, der er fuldstændig udbrændt efter en eksplosion i nat.
Alarmen lød klokken 00.42, og bare otte minutter efter var Bent Sørensen fremme. I første omgang var han overbevist om, at det var indbrudstyve, der havde sat alarmen i gang i hans butik.
- Jeg var hurtigt i tøjet, og så var det bare afsted. Jeg sprang ud af bilen og opdagede hurtigt, at der var røg og ild. Det lignede bare en slagmark, da vi kom.
- Jeg blev rigtig nervøs for, at min butik var blevet skadet af røg, eller at vinduerne var blevet smadret. Det var de heldigvis ikke, selvom vi ligger tre meter derfra, siger Bent Sørensen.
Eksplosion efterforskes som mistænkelig
Eksplosionen blæste gavlen på butikken ud, og gågaden i Thisted var efterfølgende fyldt med glasskår.
En person blev lettere forbrændt i forbindelse med branden, hvis årsag stadig er ukendt, men vedkommende er udskrevet fra sygehuset igen.
Politiet oplyser, at brandvæsnet har færdiggjort slukningsarbejdet på den totalskadede slikbutik. Sagen efterforskes nu som ’mistænkelig’.
Må holde lukket
Tilbage står Bent Sørensen nu på gågaden i Thisted med en butik, som ikke kommer til at åbne i dag.
- Det er ikke noget kønt syn, men vi kan ikke gøre noget ved det. Sket er sket.
- Vi må bare tage det stille og roligt og vente på, vi kan åbne igen i morgen, lyder det fra butiksindehaveren.
Midt- og Vestjyllands Politi hører gerne fra vidner, som har set eller hørt noget i forbindelse med branden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.