Brand i stort halmlager - nu bliver resterne slukket
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Brandfolkene er klar til at afslutte en lang indsats i Hannæs efter ild i 300 mini-bigballer.
Nordjyllands Beredskab gik torsdag morgen i gang med at slukke resterne af den voldsomme halmbrand, der onsdag aften hærgede en maskinhal på Arupvej i Hannæs.
Der var omkring 300 mini-bigballer i hallen, og branden var i første omgang så voldsom, at brandvæsnet ikke kunne slukke den. Det ville være spild af vand at forsøge - derfor fik halmen lige så stille lov til at brænde ud under opsyn.
- Nu er vi nede på en mængde, som vi kan håndtere. Jeg vil skyde på, at omkring 90 procent af halmen er brændt ned, fortæller indsatsleder Rasmus Evaldsen fra Nordjyllands Brandvæsen.
Årsagen til branden er endnu ikke fastslået. Politiet undersøger brandstedet i løbet af formiddagen, oplyser Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Der var onsdag aften omkring 40 brandfolk fra Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen i aktion på stedet. Ud over den store mængde halm blev der også opbevaret nogle gasflasker og gødning i hallen. Brandfolkene skulle derfor først sikre sig mod eksplosionsfaren.
- Samtidig skulle vi sikre, at der ikke gik ild i gødningen. Røg er per definition giftig, men røg fra gødning i den grad giftig, fortæller Rasmus Evaldsen.