Branding: Turistforening og kommune i strid om stort turismesamarbejde
Foto: Cold Hawaii
Næstformanden i Thy Turistforening, Michael Thinggaard, mener, at destinationer som Cold Hawaii skaber nok opmærksomhed i sig selv, så derfor er det ikke nødvendigt med et turismesamarbejde.
Kommunen mangler muskler til at brande sig selv, mener borgmester. Thy Turistforening er ikke enig.
Skal Thisted Kommune være en del af turismesamarbejdet Destination NordVestkysten sammen med kommunerne Hjørring, Jammerbugt, Lemvig og Holstebro?
Det spørgsmål har sat gang i diskussionerne. På den ene side står kommunen og på den anden side Thy Turistforening.
- Jeg er rasende over, at man ikke indgår i en dialog, siger Michael Thinggaard, der er næstformand i Thy Turistforening.
Han er rasende over, at Thy Turistforening ikke er blevet taget med på råd i sagen om turismesamarbejdet. Han var så rasende, at han skrev om det på Facebook. Det fik kommunens borgmester, Ulla Vestergaard (S), til at reagere.
- Der har nok ikke været forventningsafstemt om, hvem man skal snakke med. Det er ikke fordi, der ikke har været dialog. Der har været rigtig meget dialog, siger hun.
Men det er altså en dialog, Thy Turistforening ikke har været en del af. Det slår både hun og Michael Thinggaard fast.
Hvis Thy Turistforening havde været en del af den dialog fra start, var det slet ikke sikkert, at kommunen overhovedet skulle have været gået videre.
Borgmester: Vi mangler penge til branding
Næstformanden i Thy Turistforening mener nemlig, at destinationer som Cold Hawaii skaber nok opmærksomhed i sig selv.
- Jeg tænker jo: Burde man have taget den dialog fra starten af? Er det i det hele taget nødvendigt med den her destination for Thy? Kunne vi have klaret det her alene?, spørger Michael Thinggaard.
Men til det har Ulla Vestergaard et klart svar.
- Vi har ikke musklerne til, at vi på den måde kan brande os internationalt på de typer af platforme. Det har vi simpelthen ikke pengene og musklerne til, siger hun.
Sagen skal drøftes nærmere
Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvorvidt kommunen skal være med i samarbejdet den 17. december.
Men før den beslutning tages, har Turisme og Erhverv indkaldt til møde med kommunen for at drøfte sagerne.
Det møde er dog kun varm luft, mener Michael Thinggaard.
- Det lugter mere af en orientering og en diktering af, hvordan tingene skal være, siger han.
Igen er borgmesteren ikke enig med ham. Hun lægger vægt på, at det er vigtigt, at mange møder op til møder og tager dialogen.