For 16-årige bør livet være let og ubekymret, men sådan forholder det sig ikke for 16-årige Cecilie Elinor Hove fra Thy. For syv måneder siden styrtede hendes verden i grus, da hun blev voldtaget af sin far – et overgreb, der med ét greb ændrede hendes liv. Mens Cecilie Elinor Hove kæmper stadig for at finde tilbage til livet og en lykkelig tilværelse, er hun vidne til et retssystem, der går langsomt.

I maj - syv måneder efter voldtægten - blev faderen ved byretten i dømt tre år og seks måneders fængsel. Han nægter sig skyldig og har anket dommen. I mandags kom beskeden så om, at retssagen var blevet udskudt i yderligere en måned.

- Det hele væltede for mig, da jeg fik at vide, at jeg igen skulle vente på, at der ville falde dem. Det eneste, jeg går og venter på, er, at manden får sin straf og kommer i spjældet, siger Cecilie Elinor Hove. 

Voldtægtssager afsluttes ikke i tide

Hos Domstolsstyrelsen, som ikke kan kommentere den konkrete sag, mener man, at der bliver gjort en stor indsats for at få sagerne hurtigt igennem.

Tal fra justitsministeriet viser, at byretterne har svært ved at overholde folketingets målsætning om, at voldtægtssager helst skal være afsluttet inden for 37 dage fra sagen er modtaget. Sidste år skete det kun i 28,7 % af sagerne.

- Voldtægtssager er noget af det, der står forrest i prioriteringen fra retter. Det betyder, at de sætter dem på som noget af det allerførste, siger Merethe Eckhardt, der er udviklingsdirektør ved Domstolsstyrelsen. Hun understreger samtidig, at det er utilfredsstillende, at det blot er omkring 29 procent af sagerne, der er afsluttet inden for målsætningen.

Ventetid med fatale konsekvenser

Beskeden om den forlængede ventetid fik forleden til Cecilie Elinor Hove til at snitte sig i armen. Opråbet fra pigeværelset var en kulmination på næsten et års uvished. Undervejs har anklagemyndigheden ventet ni uger på en DNA-prøve. Den unge piges arm er stadig hårdt medtaget, men Cecilie Elinor Hove følte, at det var den eneste mulighed hun havde.

- Jeg følte, at det var nemmeste, hvis jeg ikke var her mere, fortæller hun.

Anklagemyndigheden hos Midt og Vestjyllands politi erkender, at forløbet har været atypisk og langt, men det kan Cecilie ikke bruge til noget. Derfor har hun valgt at smide et billede af sin blodige arm op på Facebook.

- Jeg føler, at jeg er blevet behandlet uretfærdigt, og at det er mig, der er blevet straffet og ikke gerningsmanden. Med billedet vil jeg gerne række ud til at mange mennesker som muligt for at sige, at de ikke er alene.

Sagen kommer for landsretten den 2. oktober.