Cold Hawaii er brandvarm: Tilflytterne flokkes til surferbyen
Klitmøller er et populært udflugtsmål for surfere, men det er ikke kun korttidsturister, der flokkes til byen; det er også tilflyttere.
Klitmøller bare fortsætter med at vokse. Ejerboligerne er der rift om, og nu er der også nye lejeboliger på vej.
Byen er kendt for havet på den ene side og at have Nationalpark Thy på den anden. Og så er den også kendt for at være et af de steder, der har gjort snakken om udkant til skamme. For i Klitmøller fortsætter man med at få flere og flere indbyggere.
Vi bliver dagligt kontaktet og spurgt om, hvad vi har. Har vi noget til at ligge i skuffen? Er der noget på vej ind?
Michael Søndergaard, indehaver af Nybolig i Thisted
Siden 2015 er man blevet 25 procent flere beboere i byen, der især kan prale af sine mange surfere og for at have gjort Cold Hawaii til et velkendt udtryk.
Nu kan byen så også blive kendt for at være lidt af børneby. For selvom der kun bor 1146 mennesker i landsbyen, er knapt 100 indbyggere under fem år.
Byens popularitet kan man især mærke hos den lokale ejendomsmægler. Hos ejendomsmægleren har man ikke nogen problemer med at sælge det, der kommer til salg.
Salgspriserne er steget 20-25 procent det seneste år, vurderer Michael Søndergaard fra Nybolig. Han kunne da også godt bruge noget mere at sælge.
- Vi bliver dagligt kontaktet og spurgt om, hvad vi har. Har vi noget til at ligge i skuffen? Er der noget på vej ind? fortæller Michael Søndergaard, indehaver af Nybolig i Thisted.
Lejeboliger skyder op
Bare i år er der kommet næste 50 flere indbyggere i Klitmøller. Der er stort set ingen huse til salg i byen, men nu er byggeriet af 45 lejeboliger ved at skride frem – altså kommer der endnu flere borgere til kystbyen.
Forsætter fremgangen i samme fart som nu, vil der ifølge kommunens fremskrivninger bo lidt under 1500 i Klitmøller, når vi træder når frem til 2030.
- Hvis det fortsætter, som det ser ud nu her, bliver Klitmøller faktisk den fjerdestørste by i Thisted Kommune, siger Thisted Kommunes borgmester, Ulla Vestergaard (S).