Cold Hawaii vil være kendt for mere end bølger og surfere

Med Cold Hawaii Games bliver der sat fokus alt det, det nordvestlige Thy også kan ud over bølger, boards og surfere.

Bølger, boards og surfere. Det er det, de fleste forbinder med Klitmøller. Men byen og området kan langt mere end det, og det forsøger de at vise med Cold Hawaii Games.

Lørdag fik områdets landkrabber for alvor lov at boltre sig i legene i Thy. Ved Stenbjerg Landingsplads gik starten til et seks timer langt cykelorienteringsløb, hvor posterne skulle findes i Nationalpark Thy, der strækker sig fra Hanstholm i nord til Agger i syd.

- Det er et nyt koncept, vi tester, som viser, hvad Cold Hawaii også er. Rytterne får set nogle steder, som man ellers ikke vil komme, hvis man bare cykler en tur her. De får virkelig en wow-oplevelse, siger Jacob Binzer Østerby, formand for Thy Gravel.

Blandt deltagerne, som var mellem 15 og 72 år, var Anders Nielsen og Jesper Mogensen fra Viborg.

- Vi er primært med for at få noget motion, og samtidig er det i en god natur, og vi kan bruge hovedet lidt. Det er en helt unik natur. Den er barsk og rå, og du har vinden og den friske luft, og der er meget varieret, fortæller de.

Jesper Mogensen og Anders Nielsen deltog cykelorienteringsløbet, som havde start ved Stenbjerg Landingsplads. Deltagerne kunne vælge mellem en rute på 50 eller 100 kilometer.
Jesper Mogensen og Anders Nielsen deltog cykelorienteringsløbet, som havde start ved Stenbjerg Landingsplads. Deltagerne kunne vælge mellem en rute på 50 eller 100 kilometer.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Affald og Games går hånd i hånd

På stranden i Klitmøller samlede børn og voksne affald for at sætte fokus på problemet med plastik i havet. Målet for to tvillingesøstre, Rikke Iversen fra Thisted og Lotte Madsen fra Aalborg var, at de hver skulle fylde en gul sæk.

- Det er en god sag, og vi går meget op i miljøet og affaldssortering. Der skal ikke ligge og flyde med skrald på stranden. Den skal være ren og pæn, siger de.

1.000 tons plastikaffald rammer strandene på vestkysten hvert år, og en del af det lander i Thy. Og ifølge arrangørerne giver det rigtig god mening at sætte fokus på det i forbindelse med Cold Hawaii Games.

Tvillingesøstrene Rikke og Lotte havde taget turen til stranden i Klitmøller for at samle skrald i en god sags tjeneste. Strandrensningen foregår på den dag, hvor det også er World Clean Up Day.
Tvillingesøstrene Rikke og Lotte havde taget turen til stranden i Klitmøller for at samle skrald i en god sags tjeneste. Strandrensningen foregår på den dag, hvor det også er World Clean Up Day.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST


- Kysten er vores legeplads, og det er her, vi har en fantastisk natur. Det vil vi gerne passe på. Derfor giver det også mening, at når vi har aktiviteter, der foregår på landet og i vandet, så har vi også noget, der sætter fokus på de problemstillinger, vi oplever langs kysten, siger Jens Wilhelm Jørgensen fra miljøvirksomheden Strandet.

Cold Hawaii Games begyndte den 10. september og fortsætter frem til og med næste weekend.

I Klitmøller var tilskuerne i dag også mødt talstærkt op for at opleve nogle af Danmarks bedste skatere, som dystede i Thy Open.
I Klitmøller var tilskuerne i dag også mødt talstærkt op for at opleve nogle af Danmarks bedste skatere, som dystede i Thy Open.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Seneste nyt

fra Nordjylland