Næstformand i Thisted FCs amatørafdeling Torben Øvreås Poulsen håber, at alle spillerne inden længe kan fremvise en negativ coronatest, så de kan komme tilbage i skole og til fodbold. Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Corona på spil i Thisted: Smittet træner får et helt fodboldhold til at gå i karantæne

En træner for Thisted FCs U17-hold er blevet smittet med Covid-19. Det er én af de i alt seks smittetilfælde, der den sidste uge blusset op i Thisted.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Coronasmitten breder sig lige nu flere steder i Midt- og Vestjylland, og det er ikke kun i Silkeborg, at smittetallet stiger.

I løbet af den sidste uge har Thisted kommune haft seks nye tilfælde af corona.

Hvis man ser på antallet af smittede i forhold til kommunens indbyggertal, så ligger Thisted lige nu på en kedelig tredjeplads i Jylland.

En af de smittede er en fodboldtræner i Thisted FC, og det har fået fodboldklubben til at isolere 25 spillere fra U17-holdet.

I sidste uge meldte træneren sig syg. Søndag aften fik klubben så beskeden om, at han var testet positiv med Covid-19.

- Det er klart, det er lidt et chok, når det sker. Det er da drønærgerligt, at det sker søndag aften, før drengene skal i skole, siger Torben Øvreås Poulsen, der er næstformand i Thisted FCs amatørafdeling.

Fodboldklubben var hurtige til at reagere og få sendt alle drengene fra U17-holdet i isolation, så klubben ikke behøvede at aflyse træning for de andre hold.

- Vi har 600-700 medlemmer, det er jo ikke bare et eller andet, vi leger med. Så vi føler, det er meget trygt og i fuld overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger, siger Torben Øvreås Poulsen.

Borgmester: - Forventelig stigning

Kommunen har ellers været forskånet for særligt mange coronatilfælde indtil videre, men nu er Thisted den kommune i Midt- og Vestjylland med det næsthøjeste smittetryk.

Det stigende antal smittede er noget, de tager meget alvorligt om på borgmesterkontoret.

- Vi har haft sommerferie. Vi er rejst ud, og andre er rejst ind i vores kommune. Det er vel et eller andet sted forventeligt, at der også vil komme flere smittede. Men det er med hele tiden at passe på, at det ikke eskalerer, siger Ulla Vestergaard (V), borgmester i Thisted Kommune.

Borgmester i Thisted Kommune Ulla Vestergaard (V) Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Borgmesteren opfordrer til, at folk holder fast i de gode vaner om at spritte af og holde afstand, for eksempel når de handler ind. Kommunen er også klar til at tage de nødvendige forholdsregler.

- Vi har haft et andet sted i kommunen, hvor det også er sket, og der har vi lukket ned og fundet ud af hvad der er sket og så får vi ligeså stillet lukket op igen. Så man tager det over alt i kommunen meget alvorligt, når det opstår, siger Ulla Vestergaard.

Fem spillere testet negativ 

En af de 25 drenge i Thisted FC, der ufrivilligt fik forlænget sommerferien, er næstformandens søn. Han har brugt de sidste dage indenfor i karantæne.

- Når man bare skal være herhjemme alene, så bliver det lidt kedeligt og ensomt, siger Niklas Øvreås Poulsen, der spiller på U17-holdet.

Niklas Øvreås Poulsen har været i karantæne siden søndag, men har lige fået at svar på, at han ikke er smittet med Covid-19. Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Men nu kan han heldigvis ånde lettet op. For testresultatet fik han i dag, og det var negativt - altså er han ikke smittet med Covid-19.

- Jeg tænkte jo nok, at det var det svar, der ville komme, men man bliver nok lidt mere glad, for så er det virkelig sket, siger Niklas Øvreås Poulsen.

Forhåbentlig er alle mand på U17-holdet snart tilbage på banen, efter at de har kunnet fremvise en negativ coronatest.

- Vi ved i hvert fald, at der er fem af drengene der alle har fået testresultater tilbage, og de er alle negative. Så det er jo dejligt. Nu mangler vi bare de sidste 20 stykker, siger Torben Øvreås Poulsen fra Thisted FC.

Thisted Kommune har i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de blandt andet opfordrer til, at man husker at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger.