Efter næsten en uge: Stor naturbrand er nu helt slukket

Brandfolkene er i dag taget hjem fra Stenbjerg Klitplantage efter næsten en uge med slukningsarbejde.

Siden tirsdag i sidste uge har brandfolk kæmpet med en stor naturbrand i Stenbjerg Klitplantage i Thy. Flere gange er branden blusset op, men nu er slukningarbejdet endelig slut.

- Vi har pakket sammen og overdraget området til Naturstyrelsen, fortæller indsatsleder Rasmus Evaldsen fra Nordjyllands Beredskab.

Tidligere på dagen lavede brandfolkene en overflyvning af området med en drone, som med sit termiske kamera kunne konstatere, at der ikke er nogle foruroligende varme pletter tilbage i naturområdet.

- Der er ikke nogen varme, som umiddelbart gør, at der er fare på færde, så derfor har vi forladt området, siger Rasmus Evaldsen.

Vandvogn er standby

Tilbage i området er nu kun en vandvogn fra Naturstyrelsen, som indtil videre holder standby, hvis branden mod forventning skulle blusse op igen.

Da branden var på sit højeste tirsdag og onsdag i sidste uge arbejdede mellem 75 og 80 brandfolk på at slukke branden. Området i Stenbjerg Plantage er tæt bevokset med træer, og ret ufremkommeligt. Derfor har det taget lang tid at få branden fuldstændig under kontrol.

Man ved endnu ikke, hvad årsagen til branden var.


Seneste nyt

fra Nordjylland