Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Elever og forældre kritiserer efterskole: Mus, mug og mangel på voksne

To tidligere elever deler billeder og beretninger fra deres måneder på Thy Sportsefterskole.

Over halvdelen af skolens elever er droppet ud inden skoleårets afslutning. Nu fortæller to elever om det, der skulle have været "det fedeste år" i deres liv.

Affald i bunkevis, gammel mad og en mus på vej ind på et værelse. Mangel på voksne og for få aktiviteter uden for undervisningen.

Sådan beskriver tidligere elever fra Thy Sportsefterskole den skole, de gik på indtil for få måneder siden.

Dengang var forholdene blevet for meget for eleverne, og ifølge deres forældre gjorde ledelsen ikke noget ved problemerne.

Danmarks bedste sportsefterskole

"Skriv dig op til den vildeste oplevelse på Danmarks bedste sportsefterskole."

Sådan står der på forsiden af Thy Sportsefterskoles hjemmeside, og fuld af forventning skrev Oliver Nygaard Kvistgaard sig op til netop dét.

- Jeg fik indtryk af, at det var en hyggelig efterskole, og det så ud til, at det var rart at være der. Det var det, der gjorde, at jeg gerne ville gå der, siger han.

Hans efterskoleår startede forrygende. Gode venner og spændende aktiviteter gjorde hverdagen til "det fedeste", fortæller han. 

Oliver Nygaard Kvistgaard var i starten rigtig glad for at gå på Thy Sportsefterskole, men oplevede, at eleverne henad vejen blev overladt til sig selv. Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Men så skiftede stemningen på skolen.

- Fra den ene uge til den anden skete der pludselig ikke mere. Der var ingen aktiviteter, og folk stoppede eller blev smidt ud, så der blev færre og færre elever. Det var svært at lave noget, fordi der var så få elever, fortæller Oliver Nygaard Kvistgaard og tilføjer:

- Det gjorde, at folk begyndte at være mere og mere på deres værelser. Man blev mere og mere ensom, og stemningen var dårlig, fordi folk gik og snakkede om, at de overvejede at droppe ud. Det var træls, husker han.

Mug og uhumske værelser

Før jul droppede Oliver Nygaard Kvistgaard så selv ud af Thy Sportsefterskole, og for en måned siden gjorde 15-årige Mikkeline Svanholm Madsen det samme.

I alt går 39 af de 87 elever, der startede på skolen i august, ikke længere på skolen.

Ifølge forstander Brian Højer Nordstrøm er en del af grunden, at en række elever er blevet bortvist. Men han erkender alligevel, at frafaldet af elever er alt for højt.

- En falliterklæring er måske så meget sagt, men det er da en fiasko for mig, at jeg ikke formår at føre alle eleverne igennem skoleåret, når nu jeg havde vurderet, at de godt kunne, så det, synes jeg, er megatræls, siger han.

Mikkeline Svanholm Madsen stoppede på Thy Sportsefterskole for en måneds tid siden. Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Både Oliver Nygaard Kvistgaard og Mikkeline Svanholm Madsen er enige om, at forholdene på skolen var for uhumske.

- Vi kunne ikke leve i det. Det begyndte jo også pludselig at lugte i husene, siger Mikkeline Svanholm Madsen.

Selvom eleverne skulle gøre rent i de huse, de boede i, blev det langtfra altid gjort. Og derfor stod gamle madrester, bunkevis af affald og opvask ifølge de to tidligere elever i dagevis i elevhusene.

Oliver Nygaard Kvistgaard fortæller, at der heller ikke blev holdt øje med, om eleverne gjorde rent på værelserne og i fællesområderne.

- Det var pisseulækkert deroppe. Vi stod med rigtig meget ansvar selv i huset, og det var os selv, der skulle holde styr på alt, siger Oliver Nygaard Kvistgaard.

Det mener han ikke, han burde som efterskoleelev.

- Hvis det er os, der skal tage ansvar for rengøringen, hvorfor tager de så ikke ansvar for at holde styr på os? Det er jo dem, der skal lære os noget, og ikke os, der skal lære dem noget, siger Oliver Nygaard Kvistgaard.

Blev syg af efterskole

- Jeg havde ikke lyst til at bo et sted, hvor der var så klamt. Der var jo mug i køleskabene, og radiatorerne duede ikke, så der var megakoldt på værelserne om aftenen, hvilket også gjorde, at jeg er kommet hjem mange gange og har været megaforkølet, for jeg har jo ligget og frosset om natten, siger Mikkeline Svanholm Madsen.

Det var blandt andet datterens tilbagevendende sygdom og en mus, der pludselig dukkede op, som fik forældrene til at reagere.

Gang på gang kom Mikkeline Svanholm Madsen hjem fra efterskolen og var syg. Ifølge hendes far var det på grund af forholdene på skolen.

- Først troede jeg, det var en dårlig joke, da Mikkeline ringede hjem, filmede og sagde: "Se, hvad der er i mit hus lige nu." Hun var stort set alene i huset, så der var ikke så mange andre end hende og den her kære mus, så hun havde god tid til at filme den, fortæller Mikkelines far, Jesper Madsen.

- Det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Jeg ved godt, at skolen ligger i naturskønne områder, men det burde jo være til at holde skadedyr væk, siger han.

Mikkeline Svanholm Madsen fortæller, at der kom sne ind ad et utæt vindue på hendes værelse under en snestorm. Foto: Privatfoto

Rengøringspersonale har taget over

Forstander på Thy Sportsefterskole, Brian Højer Nordstrøm, kan ikke genkende det billede, som de tidligere elever tegner af forholdene på skolen.

Men han bekræfter, at han har modtaget kritik fra elever og forældre, som har sat spørgsmålstegn ved skolens rengøring.

- Rengøring er en del af den dannelsesrejse, det er at være på efterskole. Man skal tage ansvar og være med til at gøre rent på skolen. Vi sætter personale af, som forsøger at vejlede eleverne i det, men det er eleverne, der skal rydde op efter sig selv. Og det er vi simpelthen ikke lykkedes med i efteråret, siger forstanderen. 

Det er jo ikke normalt, at en 16-årig dreng efterspørger flere regler. Men så slemt stod det til

OLIVER NYGAARD KVISTGAARD, TIDLIGERE ELEV, THY SPORTSEFTERSKOLE

Derfor har skolen nu ansat rengøringspersonale til at gøre fællesarealer rene, fortæller han.

- Vi prøvede i en periode at sige, at hvis ikke man ville gøre rent efter sig selv, så måtte vi lade stå til og se, om der ikke kom et tidspunkt, hvor eleverne sagde, at "det her vil vi simpelthen ikke bo i," siger Brian Højer Nordstrøm og fortsætter:

- Men skal vi sende en elev hjem for ikke at gøre rent? Så vil vi hellere holde eleverne på skolen og så arbejde med de andre ting, for rengøring er trods alt kun en lille del af det at gå på efterskole.

Ingen konsekvenser og ingen lærere tilstede

For Oliver Nygaard Kvistgaard var hverdagen på efterskolen svær at navigere i.

Ifølge hans udlægning var der ingen konsekvenser, hvis man blev væk fra undervisningen eller måltiderne, eller hvis man var oppe om natten. Og det gjorde ham utryg.

- Det er jo ikke normalt, at en 16-årig dreng sidder og efterspørger flere regler. Men så slemt stod det til deroppe. Man manglede en linje at gå efter. Man anede jo ikke, hvordan man skulle opføre sig, for det var som om lærerne ikke havde snakket om, hvilke regler der var, fortæller han.

Udover faste regler savnede Oliver Nygaard Kvistgaard også, at der var mere personale til stede på skolen, fortæller han.

Forstanderen kan ikke genkende billedet af, at skolen har været uden tilsyn fra voksne. Ifølge Brian Højer Nordstrøm er der personale tilgængelig døgnet rundt.

- Det er klart, at frem til klokken 15.00 om eftermiddagen er der jo en masse lærere, som underviser, så der vil eleverne opleve, at der er mest personale. Men om eftermiddagen og aftenen er der personale på. Når det er sengetid, er vi to familier og andre ansatte, der bor her. Så vi har personale hele tiden, og de kan kontakte os på en vagttelefon, og det gør de også på alle tidspunkter af dagen, siger han.

Bør støtte eleverne

Situationen på Thy Sportsefterskole lyder alvorlig, siger skoleforsker Andreas Rasch-Christensen. Han er ekspert i folkeskolen og forskningsleder ved VIA University College, og han mener, at mangel på personale i nogle situationer kan være problematisk.

- Som vi kan se på nogle af billederne, kan det have de konsekvenser, at eleverne ikke får håndteret det, de burde gøre - at få ryddet op og gjort rent. Det kan også betyde noget endnu værre - at man simpelthen bliver utryg, eller at der sker ting, som ikke ville ske, hvis der var en voksen til stede hele tiden, eller man havde en voksen at gå til, siger han.

Man kan ikke bare forvente, at de kan alle de her ting, som man måske kan forvente, de kan, når året er omme

ANDREAS RASCH-CHRISTENSEN, FOLKESKOLEEKSPERT, VIA UNIVERSITY COLLEGE

Efterskolen er nemlig ikke kun til for at eleverne skal gå i skole, siger han.

- Man skal som voksen støtte de unge mennesker. Man kan ikke bare forvente, at de kan alle de ting, som man måske forventer, de kan, når året er omme. Det allervigtigste vil være at tage fat i det basale - at der er voksne, som går forrest og viser eleverne, hvordan de skal være sammen, og hvordan de får skabt trygge rammer. På den måde kan skolen måske få mindsket det ret store frafald, der har været, siger Andreas Rasch-Christensen.

Forstander Brian Højer Nordstrøm har en anden opfattelse af, hvordan Thy Sportsefterskole bliver kørt, end den eleverne beskriver i artiklen her. Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Men forstander Brian Højer Nordstrøm mener ikke, at kritikken om manglende rengøring og personale er det, der har fået elever til at forlade Thy Sportsefterskole.

- Det er ikke min oplevelse, at de er stoppet på skolen af de årsager. Vi har haft elever, som er stoppet, fordi det har været svært i de sociale sammenhænge. Jeg har også måttet sige farvel til en del elever, som ikke har kunnet overholde de regler, vi har haft på skolen. Det er jo megatrist hver gang. Det er en bristet drøm, når de stopper, siger forstanderen.

Håber ikke andre skal opleve det samme

Lige nu står et nyt hold teenagere overfor at skulle vælge den efterskole, de gerne vil gå på i fremtiden. Og det er derfor de tidligere elever fra Thy Sportsefterskole og deres forældre står frem nu.

- Andre ikke skal have den oplevelse, vi har haft. Skolen er et godt sted, ligger flot og smukt, men jeg tror lige, det kræver, at skolen kigger indad og får lavet en plan for, hvordan det her skal køre videre fremadrettet, så der ikke er andre elever, der får den oplevelse vores datter og hendes klassekammerater har haft, siger Jesper Madsen, der er far til 15-årige Mikkeline.  

Oliver Nygaard Kvistgaards mor, Jane Nygaard Kvistgaard, mener også, at skolen bør stramme op.

- Brian (Højer Nordstrøm, forstanderen red.) har masser af gode ambitioner. Det er der ingen tvivl om. Men det er lige det med at få dem ud i virkeligheden, siger hun.

Hun mener skolen har lovet mere, end den kunne holde.

- Jeg vil hellere have, at man er ærlig og fortæller det, man har lige nu. Man skal for eksempel ikke sige, at man har en strandhåndboldbane, når det, man har, er en tilvokset mark, hvor der står to mål, men ellers er fyldt med træer. Det er okay, at de ikke har det. De skal bare ikke love det, lige såvel som man ikke skal sige, at de kan gå til alle mulige forskellige sportsgrene, når de ikke kan det, siger hun.

Her er et billede af en såkaldte strandhåndboldbane. Foto: Privatfoto

Hendes søn går nu på en anden efterskole, som han skiftede til i december.

- Jeg er helt vildt skuffet. Jeg tænker stadig: "Hvad har jeg gjort, siden jeg skulle opleve det her?" Jeg har været så enormt sur og ked af, at de har taget det her år fra mig, siger Oliver Nygaard Kvistgaard.

Han understreger dog, at han har fået rigtig gode venner med sig fra sin tid på Thy Sportsefterskole, og at han også havde nogle gode måneder i starten af skoleåret.

Men han har ikke fortrudt, at han skiftede efterskole.

- Det har krævet så enormt meget at komme ind i et nyt fællesskab. Det var en kæmpe omvæltning for mig. Men jeg har det godt nu, siger han. 


Galt eller genialt? Salon Sanne 'sparer' på strømmen

Foto: (Privatfoto)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nyheden om den rekorddyre elpris har fået Sanne Sørensen til at lave lidt sjov med kunderne.

Herover kan du se et billede af en frisør, hvor det ligner hun har taget alle midler i brug for at spare på strømmen; hun har taget pandelampe på og blæser ind i en slukket føntørre med sin mund, mens en kunde sidder i frisørstolen.

Er den mon god nok? Er hun virkelig så vild efter at spare?

Nej. Godt nok er hun nordjyde og bevidst om priser, men det er altså bare for sjov. For hvis der er noget Sanne Sørensen kan lide, er det et godt grin i salonen.

- Ja, det er da en joke, griner Sanne Sørensen ind i telefonen.

- Vi skal da have lidt grin, også når det er lidt træls. Det skal ikke være så kedeligt det hele, siger hun til TV2 Nord denne torsdag eftermiddag, hvor elpriserne sætter ny Danmarksrekord.

Kunderne er med på lidt fis og ballade

De tilbagevendende høje elpriser har nemlig været et emne, der har været oppe at vende flere gange i salonen. Og da hendes datter her til morgen sad i stolen, blev de enige om, at det skulle der altså laves lidt fis med.

- Jeg har fået mange fine tilbagemeldinger fra folk, der synes, det er sjovt.

Men selvom det er gak og løjer, tænker hun da over, at prisen i dag er høj. For hun har en variabel elpris, og derfor er det netop denne eftermiddag, at strømmen er ekstra dyr.

- I salonen kan jeg jo ikke spare. Der skal tændes føntørrere og varmere til kunderne - men det er da nok ikke lige nu, jeg sætter en tøjvask over, siger hun med et stort grin og kommer med en anekdote fra salonen tidligere i dag:

- Jeg havde en herre i salonen, der gav mig og en anden kvindelig kunde et godt grin. For han mente ikke, jeg skulle bruge en masse el på at føntørre hendes hår helt tørt. Så mit opslag på Facebook har givet anledning til fis og ballade, og sådan kan jeg godt lide at have det her i salonen, siger hun.

Og hun er ikke den eneste, der laver lidt fis med dagens varme emne. Også ved Hanstholm Madbar laver de lidt sjov med elpriserne.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet