Far og datter arbejder side om side: Har lavet senge i 50 år tilsammen
Foto: Kevin Kjær Lauridsen, TV MIDTVEST
I mere end 50 år har 71-årige Keld Graversen samlet senge.
71-årige Keld Gravesen er en glad mand. Han ser nemlig sin datter hver dag, når han går på arbejde. De samler senge på Hilding Anders i Hurup, og det har de gjort i 50 år tilsammen.
Selvom Keld Gravesen for længst kunne være gået på pension, så har han ikke tænkt sig at stoppe på arbejdsmarkedet lige foreløbigt.
Dels holder det ham i gang, når han er sammen med kollegerne, men den vigtigste årsag er, at han deler arbejdsstation med sin datter, Michelle.
- Det er et privilegie at se sin datter hver dag. Men det gjorde jeg nok alligevel. Hun bor ikke ret langt fra mig, så jeg ser faktisk både min datter og børnebørn næsten hver dag. Hvor heldig kan man være?, siger den 71-årige produktionsmedarbejder på Hilding Anders i Hurup.
Keld Gravesen startede på virksomheden, der producerer over halvdelen af de senge, danskerne sover i, for 30 år siden. Han fik sin datter med på vognen for cirka 20 år siden, så tilsammen har de 50 års erfaring med at lave senge.
I starten var de dog ikke ved samme arbejdsstation, men det er de kommet sidenhen, og det er en stor fordel, mener Michelle Graversen.
- Vi ved, hvad hinanden skal. Jeg behøver ikke at sige til min far, hvad han skal, og han behøver ikke at sige, hvad jeg skal, forklarer hun.
Se mere om Keld og Michelle og arbejdspladsen Hilding Anders her.
De tør ikke sætte tal på, hvor mange senge de har været med til at lave. Men de har haft en finger med i spillet i rigtig mange danskeres søvn.
Danskerne køber i gennemsnit en ny seng hvert 8. til 10. år. Det betyder, at der bliver solgt omkring 600.000 senge om året. Hilding Anders laver over 300.000 af de senge hvert år, og Keld og Michelle Graversen har haft en finger med i rigtig mange af dem.
De har sandsynligvis også selv lavet de senge, de selv sover i. Sengene er i hvert fald produceret på Hilding Anders, der leverer senge til både JYSK, ILVA, Møblér og mange andre møbelhuse. Faktisk laver virksomheden over 3000 forskellige senge.
Bliv også klogere på produktionen af whisky, slik og pakkebokse ved at se flere afsnit af serien Fast Arbejde her.