Farvel til Glyngøre? Vingegaard og familien har flytteplaner
Foto: Bas Czerwinski/EPA/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard på podiet efter et showløb i Holland tidligere på måneden.
Den dobbelte Tour-vinder Jonas Vingegaard og familien overvejer at flytte fra Danmark på grund af mange rejsedage.
Det kan snart være slut med at sige ”velkommen hjem” til Jonas Vingegaard, når han er tilbage i Glyngøre.
Ifølge Ekstra Bladet har Jonas Vingegaards kone Trine Marie Hansen nemlig udtalt, at familien har flytteplaner.
- Det bunder i, hvordan Frida har det. Hun har nok nået den alder nu, hvor hun skal til at have en hverdag med nogle legekammerater. Og det kan hun af gode grunde ikke have, når vi rejser meget rundt, siger hun til mediet og fortsætter:
- Vi kan jo ikke bo i Danmark, for der er ikke nogen bjerge, desværre. Så det er klart noget, som vi kigger på, men det er udelukkende for hendes skyld, siger Trine Marie Hansen, mens hun holder en noget træt Frida.
Tour-vinder for anden gang
Den danske Jumbo-Visma-rytter har i år været helt suveræn, og han sejrede med en margin på syv minutter og 29 sekunder ned til slovenske Tadej Pogacar (UAE) søndag aften.
Og der kommer til at gå lidt tid, inden det er sunket helt ind hos cykelstjernen, at han for andet år i træk har vundet verdens største cykelløb.
- Jeg er glad og sindssygt stolt over at have vundet Tour de France igen, siger Jonas Vingegaard til TV 2 og tilføjer:
- Det er svært at forstå, og jeg tror, at der går et par dage, inden jeg helt har forstået, hvor stort det egentlig er.