Fodbold: Thisted må vinke farvel til 1. division
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix
Thisted FC kæmpede søndag for at holde sig i 1. division i en kamp mod HB Køge.
Thisted FC tog søndag imod HB Køge. For Thisted var det afgørende at få tre point, men trods store anstrengelser lykkedes det ikke nordjyderne at hive en sejr hjem, og Thisted er dermed færdige i 1. division efter denne sæson.
HB Køge var inden søndagens kamp allerede sikret overlevelse, men for bundproppen Thisted var der meget på spil, hvis håbet om overlevelse i landets andenbedste række skulle indfries.
Efter fem minutters spil og en scoring til 0-1 gjorde Køges Christian Overby den opgave svær for nordjyderne. Thisted kom dog hurtigt tilbage, og efter otte minutters spilletid udlignede Lucas Enevoldsen til 1-1.
Selv om Køge på papiret ikke havde så meget at spille for, så kunne det ikke mærkes på banen. Kampens næste scoring blev sat ind af Køges Martin Jensen, som dermed bragte udeholdet foran med 1-2. Køge fortsatte den gode stime med holdets tredje mål headet ind af sydafrikanske Liam Jordan.
Med fem minutter igen nåede Thisted at pynte på resultatet med en scoring af Lucas Enevoldsen, men det var ikke nok til at undgå et nederlag.
Kampen endte med en 3-2 sejr til Køge, og med fire point op til stregen betyder det, at Thisted endegyldigt rykker ud af tabellen og dermed ud af 1. division.
Thisted FC kommer til at spille sin sidste kamp i 1. division på lørdag mod Næstved BK.