Forsinkelser og aflysninger på Thybanen er uacceptable, lyder det i brev til minister
Foto: Arriva
Arriva har længe kæmpet med at få trafikken til at glide på Thybanen.
Arriva har problemer med aflysninger og forsinkelser. Det får nu en borgmester og uddannelsesledere i Thisted til at sende et brev til transportministeren. Arriva arbejder på at løse problemerne, svarer de.
Gymnasieelever, der ikke kan nå de første timer, medarbejdere, som kommer for sent på job eller studerende, som må udskyde aftaler på studieturen i København, fordi morgentoget i Thisted ikke dukker op.
Borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, nævner flere grunde til, hun er utilfreds med togdriften på Thybanen. Og hun er så utilfreds, at hun er gået sammen med flere uddannelsesledere om at skrive et brev til transportministeren, hvor man sammen sender en opsang til Arriva.
For Arriva, der opererer på strækningen, lever ikke op, at de vil give kunderne ”den allerbedste togoplevelse,” mener brevets underskrivere.
- Udfordringen er, at når folk over tid oplever gentagne svigt, finder de alternative transportløsninger. Så udvander man også det, at nogen vil tage offentlig transport. Jeg forstår det slet ikke med den klimadagsorden, vi har, at det her ikke fungerer, siger Ulla Vestergaard.
Hun er langt fra tilfreds med, hvad hun hører fra borgere, virksomheder og uddannelser i Thy. For det er ikke altid, der kommer taxa eller bus til at erstatte de aflyste eller forsinkede tog på strækningen Thisted-Struer, fortæller thyboerne.
- Jeg er voldsomt pikeret. Jeg kan simpelthen ikke være i sådan noget. Det er ikke nok at sige undskyld og så betale en bod. Hvad hjælper det den borger, turist eller elev, der skal frem, at man kan glo ud på skinner uden tog, lyder det fra borgmesteren.
Problemer på 10 procent af afgangene
I periode fra juni til og med september har der været aflysninger eller forsinkelser på 10,5 procent af de i alt 2878 ankomster på Thybanen har enten været forsinkede eller aflyst.
113 har været aflyst og 189 har været forsinkede.
Det er ikke godt nok, siger kommerciel chef for Arriva, Therese Christensen.
- VI er meget bevidste om den nuværende situation. Den er ikke tilfredsstillende for passagererne, og vi er ikke stolte af den. Vores klare mål er at få passagererne frem til tiden, siger hun.
Hun forklarer, at problemet især skyldes problemer materiel og pres på værkstederne. Derudover har de haft svært ved at skifte personalet ud i tilfælde af blandt andet sygemeldinger. Problemerne er ikke isolerede til Thybanen, men de få afgange på strækningen betyder, at det føles hårdere for passagererne, end når andre strækninger rammes.
- Der er rigtigt mange initiativer sat i gang. Vi har mandet væsentligt op på vores værksteder og arbejder på at robustgøre vores depoter, så vi får mere mandskab at sætte ind, siger hun og fortæller, at hun endnu ikke kan komme med en dato for, hvornår problemet er løst.
Ifølge Therese Christensen, så er Arriva i løbende dialog med ministeriet og transportordførerne om problemerne.
Brevet til transportministeren
Tog til og fra Thisted – ikke ”den allerbedste togoplevelse”
Thisted Kommune, Thisted Gymnasium, Social og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg, og EUC Nordvest er sammen om denne henvendelse. Både kommunen, men i særdeleshed også Thisted Gymnasium og EUC Nordvest oplever til stadighed konsekvenserne af aflyste tog og færre togforbindelser til og fra Thisted.
Gennem snart et halvt år har der været mange aflysninger af tog til og fra Thisted/Struer.
Konsekvensen er, at mange pendlere både elever på de nævnte uddannelsesinstitutioner, og ikke mindst medarbejdere på arbejdspladser i Thy er særligt udfordrede. Det er de særligt, når tog aflyses og ikke erstattes af togbusser. Seneste aktuelle tilfælde er tirsdag den 12. oktober, hvor et hold SOSU-elever fra Social- og Sundhedsskolens afdeling i Thisted skulle til København.
Morgentoget kl. 07.42 var aflyst, hvilket medførte forlænget rejsetid og forsinkede aftaler i København.
Både Thisted Gymnasium og EUC Nordvest oplever jævnligt, at elever kommer for sent om morgenen og får fravær pga. af forsinkede og aflyste forbindelser fra Struer til Thisted.
På grund af Corona har skaden de forgangne måneder heldigvis været begrænset, men det ændrer ikke ved det faktum, at elever som pendler til Thisted, skal være sikre på, at de kan møde til tiden. Oplever de ikke det, så tager de selv konsekvensen og forlader den offentlige transport til fordel for kørsel i egen bil.
Som kommune oplever vi en generel utilfredshed og forringelse ikke bare for pendlere til kommunens arbejdspladser, men for alle borgere. Det er et stort problem, at man ikke kan regne med afgangstiderne for togene.
Det er utilfredsstillende i sig selv, at man fra statens side har fravalgt en direkte forbindelse mellem Thisted og København, men denne prioritering kunne være mere spiselig, hvis pendlere og øvrige rejsende kunne føle sig sikker på køreplanen og de togforbindelser, som der er til og fra Thisted.
Alt i alt føler vi, at den nuværende togdrift til og fra vores område ikke er acceptabel og ikke lever op til Arrivas eget mål om, at give sine kunder ”den allerbedste togoplevelse”. Med denne henvendelse vil vi gerne hjælpe til, at det bliver en bedre togoplevelse i fremtiden og står fortsat til rådighed for et konstruktivt samarbejde.
Med venlig hilsen
Ulla Vestergaard
Borgmester
Søren Christensen
Rektor, Thisted Gymnasium
Jakob From Høeg
Direktør Social- og Sundhedsskolen, Skive-Thisted-Viborg
Hans Chr. Jeppesen
Direktør, EUC Nordvest