Forsøg: Ældre bliver indlagt i egen seng
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST
Et forsøg i Thisted og Morsø kommuner betyder, at ældre og sårbare kan undgå sygehuset og i stedet få behandling derhjemme.
Skal en sygehusindlæggelse altid foregå i en seng på hospitalet?
Nej, siger de på Aalborg Universitetshospital i Thisted.
De tager nemlig fat på et forsøg, hvor en særlig gruppe patienter får mulighed for at blive indlagt hjemme i deres egen seng.
- Vi har spurgt os selv: Hvorfor komme på sygehuset, hvis man kan få behandling, der hvor man er, siger cheflæge Toke Kirchberg Nilsson.
Derfor satte sygehuset fredag gang i et forsøg i samarbejde med Thisted og Morsø kommuner. Forsøget retter sig først og fremmest imod ældre og sårbare plejehjemsbeboere, som i nogle tilfælde med fordel kan blive i deres egen seng, selv om de på papiret er indlagt. Mange får det nemlig værre, hvis de kommer på sygehuset.
- De bliver forvirrede af at komme i nye omgivelser. Der er lys, og der er uro og larm. Der er nye mennesker, som de ikke kender. Det kan forværre deres tilstand, konstaterer cheflægen.
I første omgang er to plejehjem og to afklaringscentre med i forsøget.
På Thisted Afklaringscenter bor ældre, der skal have vurderet, om de kan bo i eget hjem eller skal på plejehjem. Mange kommer direkte fra en indlæggelse på sygehus. Nogle gange bliver de syge igen under opholdet.
- Vi oplever jævnligt, at beboerne bliver dårlige, så vi må kontakte deres læge, og de bliver indlagt på sygehus, siger koordinerende sygeplejerske Mie Landbo.
Den forlængede arm
Fremover skal hun og en kollega være hospitalets forlængede arm. De tager blodprøver og væsketal, observerer patienter og er løbende i kontakt med lægerne på hospitalet.
- Det bliver spændende at se, hvor mange vi kan give et bedre og mere roligt indlæggelsesforløb, siger Mie Landbo.
Cheflæge Toke Kirchberg Nilsson forventer, at omkring 100 patienter kan blive indlagt i egen seng i løbet af det næste års tid.
Forsøget omfatter plejecentrene Kristianslyst i Thisted og Rolstruplund i Nykøbing samt Thisted og Morsø Afklaringscenter.
Projektet har fået 900.000 kroner fra de nationale klyngepuljemidler.