Frustrerede sommerhusudlejere: Må danskerne tage afsted i påsken?
Regeringen overvejer et regionalt rejseforbud i påsken, og nu hvor tyskerne heller ikke kommer, giver det store frustrationer blandt andet i Vorupør.
Normalt er sommerhusene langs vestkysten fyldt med både tyske og danske turister i påsken. På grund af spredningen af coronavirus kommer der i år dog ingen tyskere. Men hvad med danskerne?
Det spørgsmål skaber frustration for mange af de mennesker, der lever af netop turisterne, efter statsminister Mette Frederiksen i går opfordrede danskerne til at blive hjemme.
- Man skal selvfølgelig ikke rejse ud af landet i påsken. Men man skal heller ikke rejse en masse rundt internt i Danmark. Jeg har forståelse for, at man gerne vil i sommerhus, men vi har brug for at dæmpe rejseaktiviteten. Regeringen overvejer selvfølgelig, om vi skal gribe yderligere ind på det område, siger Mette Frederiksen på et pressemøde mandag.
Den melding har givet travlhed ved telefonerne hos sommerhusudlejeren Feriepartner Thy, som ikke ved, hvad de skal fortælle de mange kunder.
- Vi har haft vældig travlt med at reagere på de mange henvendelser fra danskere, som vil vide, kan vi komme eller hvordan skal vi forholde os til den situation. Vi ved ikke, hvad vi skal svare. Vi følger myndighederne, fortæller Jan Brusgaard, der er indehaver af Feriepartner Thy i Vorupør.
Håber på fortalelse
Statsministerens udmelding har fået Feriehusudlejernes Brancheforening til at skrive et brev til statsministeren for at få svar på, om danskerne må tage i sommerhus i påsken.
Og hos Feriepartner Thy håber de da også på, at der var tale om en stramning til pressemødet.
- Jeg håber, det var en fortalelse. Og jeg kan som sådan heller ikke se, at der er problemer i, at man kører i egen bil her til, så længe man følger anvisningerne her, siger Jan Brusgaard.
Han tror dog, at de nok skal klare sig igennem krisen.
- Vi stod og kiggede ind i det femte rekordår i træk, hvad angår sommerhusudlejning, så vi skal nok klare os et stykke tid. Men de langsigtede virkninger er svære at spå om, slår han fast.
Caféen er klar
Det er ikke kun sommerhusudlejere, der ikke ved, hvad der skal ske til påske.
Per Nielsen er restauratør i Vorupør, og hans café Vesterhavscaféen er blevet gjort klar til sæsonens første store ryk. Men hvornår turisterne kommer er stadig uvist.
- Vi går og gør klar her. Vi ved bare ikke, hvad vi gør klar til. Vi har malet, lavet nye bænke og fyldt fryseren op med is, så vi er faktisk klar, siger han og fortsætter:
- Vi må se på sigt, hvad det får af konsekvenser. Lige nu mister vi påsken. Det plejer at være en af de gode tider på året, hvor det hele bliver slået i gang og får lagt grobunden for resten af foråret. Den misser vi nu. Så må vi håbe, vi kommer i gang efter.
Flere artikler fra TV MIDTVEST