Hurtig thybo vinder i USA
Foto: Sean Creech Motorsport
Malthe Jakobsen (midtfor) var natten til søndag med til at vinde på den legendariske Sebring-bane.
Natten til søndag vandt 18-årige Malthe Jakobsen klassesejren i 12 Hours of Sebring.
Motorsportstalentet Malthe Jakobsen kan nu skrive endnu en flot sejr på sit allerede pæne CV.
Natten til søndag var racerkøreren fra Sennels nemlig med til at vinde klassesejren i 12 Hours of Sebring, på den legendariske Sebring-bane i Sebring, Florida.
Det var da fedt at kunne sætte et godt aftryk på løbet
Malthe Jakobsen
Sammen med Joao Barbosa og Lance Willsey var det thyboens indsats som sikrede sejren for Sean Creech Motorsport.
- Vi vidste godt, at der skulle gives gas, hvis vi skulle op og have vinderchancer, så både Joao (Barbosa, red.) og jeg selv gik i ren angrebs-mode. Det var hårdt, men virkelig sjovt at presse bilen og sig selv på en så speciel bane som Sebring, fortæller Malthe Jakobsen i en pressemeddelelse.
Danskeren og holdkammeraterne startede løbet på syvendepladsen men efter fire timer bragte Malthe Jakobsen kortvarigt bilen i føring af LMP3-klassen.
Ingen var hurtigere
De måtte dog afgive den igen i et par timer, men med godt fire timer tilbage gik danskeren igen i offensiven og tilbageerobrede føringen.
Den gav de ikke fra sig igen, og i løbets sidste minutter satte thyboen streg under præstationen ved at sætte hurtigste omgangstid:
- Banen var god til sidst, så tempoet var også højt, og så var det da fedt at kunne sætte et godt aftryk på løbet. Det er min første sejr i LMP3, og at den kommer på Sebring gør den lidt mere særlig. Det har virkelig været en oplevelse at køre her, lyder det fra Malthe Jakobsen.
Den næste måned er fokus tilbage på europæisk motorsport, hvor Malthe og COOL Racing forbereder sig på sæsonstarten i European Le Mans Series. Den europæiske sæson starter i påsken på Circuit Paul Ricard i Frankrig.
Flere artikler fra TV MIDTVEST
- De sidste patienter rykker til Gødstrup: Har borgerne fået det, de blev lovet? Borgerne blev lovet et supersygehus. TV MIDTVEST har spurgt en ekspert, om de har fået det, de blev lovet.
- Langt fra frontlinjen: Ukrainsk par i Sørvad knokler for at hjælpe deres landsmænd
- Ekstraregning på en kvart million: Høje varmepriser truer landsdelens idrætshaller