Hus på Mors brændt ned – branden kunne ses på himlen

Husets beboer fik røgskader under branden og er efterfølgende kørt til tjek på sygehus.

Et hus er torsdag aften brændt ned i Karby på Mors. Det oplyser indsatsleder Rasmus Evaldsen fra Nordjyllands Beredskab.

Brandvæsenet mødte talstærkt op til branden, fordi der var frygt for, at den kunne sprede sig til en tilstødende bygning.

- Vi kommer ud til et stuehus, der er overtændt, så vi sætter straks i værk med at sikre en tilstødende bygning. Den får vi sikret, siger Rasmus Evaldsen.

Mens den tilstødende bygning blev sikret, stod hovedhuset ikke til at redde.

- Hovedhuset er brændt helt ned, fordi det allerede er overtændt, da vi lander derude, fortæller indsatslederen.

Mand kørt på sygehus

Husets beboer blev undersøgt, da en ambulance kom frem. Han havde fået røg i lungerne og blev derfor kørt til sygehuset til yderligere undersøgelser.

Allerede da Nordjyllands Beredskab var på vej til branden frygtede indsatslederen, at det ville være en alvorlig brand.

- På vej derud kan vi se branden på himlen, så jeg tilkalder ekstra styrker undervejs for at være sikker på, at jeg har det mandskab, jeg skal bruge, fortæller Rasmus Evaldsen.

Men da brandslukningsmandskabet nåede frem, stod hovedhuset altså ikke til at redde.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser fredag morgen til TV Midtvest, at der skal foretages yderligere undersøgelser, før man kan udtale sig om en årsag til branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland