Karin har arbejdet hjemmefra siden 12. marts: Sådan får hun det til at fungere

Mange har på et tidspunkt i løbet af corona-pandemien arbejdet hjemmefra, og for de fleste er det både på godt og ondt. Karin Korsgaard Kristensen har gjort det længere end de fleste.

Hjemmearbejde må siges at være blevet normen for rigtig mange af os, men det er forskelligt, hvor gode vi er til at sidde ved hjemmekontoret.

En af de midt- og vestjyder, der har gjort det rigtig længe er Karin Korsgaard Kristensen. Hun er fuldmægtig i Gældsstyrelsen i Thisted, og hun er efterhånden blevet god til det.

Hun har nemlig arbejdet hjemmefra siden den første nedlukning startede den 12. marts sidste år.

- Hvis du plejer at stå op klokken syv om morgenen, så står du stadig op klokken syv om morgenen, går i bad, børster tænder, tager din morgenmad og sætter dig på arbejde klokken otte, hvor du skal møde, siger hun til TV MIDTVEST.

Og når pauserne så kalder, så bliver de holdt langt væk fra skærmen, hvor hun får så rigeligt med timer i løbet af arbejdstiden.

For hvis man næsten laver det samme i sit arbejde og i sine pauser, så får man jo aldrig rigtigt en – ja, pause.

- Jeg tror, det er ekstremt vigtigt. Vi skal alle sammen lige op og have en pause en gang imellem, siger Karin Korsgaard Kristensen.

Det er vigtigt for hende at have et godt arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen, men hun har ikke stået helt alene med at få det til at fungere.

quote Vi er stærkt indstillet på, at vi nok skal komme igennem det, men vi glæder os som resten af Danmark til, at vi alle er vaccineret og kan blive lukket ud.

Karin Korsgaard Kristensen, Fuldmægtig, Gældsstyrelsen, Thisted

Hos Gældsstyrelsen har ledelsen nemlig gjort meget ud af, at det skal være til at holde ud.

- Det har været vigtigt, at vi har vist vejen. Inden for den her ramme, der kan vi agere, og rammen er vid i forhold til at være fleksbel, men jeg tror, det er rigtig, rigtig vigtigt, at jeg går forrest for at undgå, at der bliver en tvivl, siger Bente Kjærgaard, der er funktionsleder hos Gældsstyrelsen i Thisted.

Det sociale er vigtigt

Og når man har fået styr på de små tricks som at forlade skrivebordet i pauserne, så tyder det faktisk på, at det ikke er så tosset at droppe køreturen til arbejdspladsen om morgenen.

- Det viste sig jo rent faktisk, at da vi blev sendt hjem, der steg vores produktion, fordi vi arbejder ekstremt intenst, siger Karin Korsgaard Kristensen.

Det kan dog godt blive ensomt, når man sidder mutters alene og taster på tastaturet derhjemme.

Men på thistedboens arbejdsplads bliver det sociale prioriteret med både tegn og gæt, banko og fredagsbar over internettet.

- Jeg tror ikke, vi kunne holde ud at sidde derhjemme og arbejde alene så mange dage, som vi har gjort nu, hvis ikke også der var plads til, at man skabte et rum til et kaffemøde eller tegn og gæt, eller hvad vi nu har fundet på, siger hun til TV MIDTVEST.

1-års jubilæet for Karins hjemmekontor nærmer sig, og eftersom det stadig går godt, er det oplagt at spørge: Kan det blive ved?

- Nej, det kan vi selvfølgelig ikke i længden. Vi er stærkt indstillet på, at vi nok skal komme igennem det, men vi glæder os som resten af Danmark til, at vi alle er vaccineret og kan blive lukket ud, siger thistedboen.


Seneste nyt

fra Nordjylland