Kovending: Thisted vil alligevel ikke bruge sprøjtegift

Politikerne i Thisted Kommune er vendt på en tallerken og vil nu ikke bruge sprøjtegift til at bekæmpe ukrudt alligevel.

På nær Alternativets byrådsmedlem Joachim Plaetner var Thisted Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikudvalg enige om en toårig forsøgsordning, der skulle åbne op for at bruge sprøjtegift på kommunens offentlige områder i de større byer. Men nu har økonomiudvalget besluttet at droppe forslaget. 

quote Vi godkender ikke den indstilling. Det er for at signalere, at det er ikke sprøjtegift, vi skal i gang med, vi må finde en anden løsning.

Ulla Vestergaard, borgmester, (Soc.dem.)

- Vi godkender ikke den indstilling. Det er for at signalere, at det er ikke sprøjtegift, vi skal i gang med, vi må finde en anden løsning, fastslår borgmester Ulla Vestergaard (Soc.dem.). 

For to uger siden fortalte formand for udvalget, Esben Oddershede (V), ellers, at det ville være bedre for miljøet at bruge sprøjtegift.

- I dag er teknikken så skånsom, da den sprøjter direkte på den enkelte plante. Det betyder, at den samlede miljøbelastning bliver mindre, end den er nu, hvor man bruger gasbrændere, sagde Esben Oddershede (V) den 11. februar til TV MIDTVEST.

Ikke noget godt signal

Genindførelsen af sprøjtegift mødte også modstand i borgerforeningerne, og nu har borgmesteren altså trukket en streg i ukrudtet.

- Det er måske den mest skånsomme, men rent politisk så går det simpelthen ikke, at vi skal ud sige, at vi skal genindføre brug af pesticider, så derfor skal vi finde en anden løsning, siger Ulla Vestergaard.  

Hun forklarer, at kommunerne har forpligtet sig til at udface brug af pesticider på offentlig arealer. 

- Der ligger en aftale fra 2007 mellem KL og folketinget om, at vi i kommunerne skal udfase brugen af pesticider. Derfor synes jeg ikke, at det er et godt signal at sende, når der også findes andre metoder at bekæmpe ukrudt på på offentlige arealer, siger hun.

Spørgsmål: Hvad så hvis det bliver dyrere?

- Så bliver det det. Vi skal passe på vores natur. Og som det her ser ud, så er det ikke godt at bruge pesticider, for vi kender ikke følgevirkningerne om 15-20 år, siger Ulla Vestergaard, der nu har bedt forvaltningen om at se på andre alternativer til sprøjtegifte.


Seneste nyt

fra Nordjylland