Kursus i at bygge bittesmå huse hitter i Thy
Kursusdeltager Lars Overvad fra Dronninglund vil gerne lære at bygge de små huse, så han sammen med 40 andre kan starte et økosamfund i Arden.
De fleste danskere drømmer nok om et stort hus i gængse materialer som beton og tegl. Men for en stigende gruppe mennesker er drømmen langt mere ydmyg - og bygget af halm og ler.
Byggematerialer af halm og ler og et antal kvadratmeter, der ikke lyder af ret meget. Sådan kan fremtidens huse meget vel komme til at se ud.
De såkaldte TinyHouses bliver nemlig mere og mere populære, og i denne uge er et helt hold kursister på Nordisk Folkecenter for vedvarende energi i Ydby i Thy for at lære, hvordan man bygger dem.
- De gør det, jeg længe har drømt om, nemlig bygger et hus af bæredygtige elementer, og som har halm i væggene og træ, der bærer det hele, siger Lars Overvad, der har taget turen fra Dronninglund.
Han og flere andre af de 18 deltagere på kurset har planer om at starte et økosamfund med i alt 40 beboere, når de har lært at bygge de små huse.
- I dag bor jeg på 40 kvadratmeter, så det her er en test for at se, om jeg kan klare mig med så lidt plads, og hvordan det føles at bygge, siger Lars Overvad.
For miljøets skyld
Huset, Lars Overvad er med til at bygge, er på bare 25 kvadratmeter, har en hems, et lille thekøkken og kan huse én person. En drømmebolig, hvis man spørger ham, men metoden kan også skaleres op.
- Det kan bruges til hvad som helst. For tre uger siden opførte vi et 145 kvadratmeter stort beboelseshus på Djursland på den her måde, forklarer kursusleder Lars Keller.
Det lille TinyHouse er isoleret med elementer af hårdt komprimeret halm og bygget udelukkende af træ. Noget, der giver bonus på bæredygtighedsbarometret.
- Så har vi lagret CO2 herinde, trukket ud af atmosfæren og puttet ind i bygningen - og der bliver det, siger Lars Keller.
Kurset var helt udsolgt.