Kystsikring i Lild Strand bliver uden kommunen
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST
Kystsikring ved Lild Strand får ikke opbakning fra Thisted Kommune. Borgerne er rystede.
Thisted Kommune vil ikke være med til at finansiere kystsikring i Lild Strand på trods af, at de ejer næsten halvdelen af strækningen.
Økonomiudvalget i Thisted Kommune besluttede på et møde onsdag aften, at man ikke vil lave kystsikring i Lild Strand som et kommunalt fællesprojekt.
Dermed er det nu op til borgerne selv at etablere kystsikring ved deres huse. En løsning som er langt fra den, borgerne havde håbet på.
- Vi er dybt rystede både fastboende og sommerhusejere. Ingen forstår den beslutning, siger Else Dam, en af husejerne i Lild Strand.
Spørgsmålet om kystsikring af Lild Strand kom på kommunens dagsorden for lidt over to år siden, efter stormen Urd næsten fik et husene til at falde i havet.
Kommunen ejer halvdelen af strækningen
Tre løsninger har været oppe at vende. En løsning efter et meterprincip, hvor kystsikringen betales efter, hvor mange meter jord, man har. En anden løsning, som er den økonomiudvalget har nikket ja til, går efter ejendomsvurdering, så borgerne skal betale ud fra, hvad deres ejendom og grund er værd. Den sidste løsning var en blanding af de to.
Kommunen ejer 143 meter af den 290 meter ubeskyttede kystlinje, hvor der ligger en parkeringsplads, men kommunen har også besluttet, at de ikke vil sikre deres del med hård kystsikring.
- Vi har hele tiden accepteret, at vi skal betale for egen grund og størrelse, men vi forstår ikke, at kommunen ikke vil være med til at betale. De har ingen mod eller vilje til at sikre byen. Det er dybt frustrerende, siger Else Dam og fortsætter:
- Hvis kommunen ikke sikrer deres grund, så løber vandet ind i byen på et tidspunkt. Det skaber utryghed blandt os alle her.
Sagen skal endeligt behandles den 29. januar i kommunalbestyrelsen.