Landsbyens sidste læge gik på pension: Nu genopliver borgere lægehuset
Foto: Privatfoto
Da Vestervigs sidste læge gik på pension, stod lokale investorer klar med en løsning.
Først var det købmanden, der stod til at lukke. Så skolen. Og i efteråret var det så Vestervigs sidste læge, Ove Petersen, der lod sig pensionere, uden en ny læge stod klar til at rykke ind i det gamle lægehus.
Det kunne lyde som en landsbys deroute. Men sådan skal det ikke gå i Vestervig.
Det insisterer byens borgere på. Og senest er fire af dem gået sammen om at købe lægehuset.
- Det var helt forkert, at der ikke skulle være et lægehus i et område, hvor vi lige nu oplever en god udvikling, siger Jan Handberg, som er en af de nye ejere af lægehuset, og fortsætter:
- En læge er rimelig vital for et område som vores, hvor der også er en stor ældregeneration.
Søger også tysk læge
Udover Jan Handberg er det Laurids Husted og Bente og Christian Nørgaard, der har købt det gamle lægehus, som fremover skal være byens nye sundhedshus.
Håbet er, at de kan finde tre læger - to danske og en tysk - der vil flytte ind i huset. Og derudover håber de, at andre sundhedsprofessionelle som for eksempel fysioterapeuter også kan blive en del af sundhedshuset.
Det tyske islæt til sundhedshuset er ikke tilfældigt. Der bor allerede 20 tyske familier i Vestervig ligesom byen ofte har besøg af tyske turister.
- Lige nu er otte procent af vores by tyskere, og det er en tendens, der er stigende. Så vi tænker, at det vil være en tryghed for dem, at der er en tysk læge i byen, siger Jan Handberg.
De nye ejere har allerede fået henvendelser fra flere interesserede læger, men der er endnu ikke lukket nogen aftaler.
Thy har de senere år haft held med at lokke mange unge læger under uddannelse til området. Og i 2022 blev den første speciallæge i almen medicin uddannet i Thy.
- Vi ved, der er mange yngre læger, som har lyst til at etablere sig i området, siger Jan Handberg.
De nye læger i lægehuset skal dog selv have et ydernummer med, da det kun er selve huset, som de fire investorer har købt.
Landsby med selvtillid
Lægehuset er bare det seneste led i Vestervig-borgernes forsøg på at vende afvikling til udvikling.
For eksempel er byens borgere i højere grad begyndt at lægge deres indkøb hos den lokale købmand, efter hun for halvandet år siden stod til at dreje nøglen om.
I sommer blev det besluttet at folkeskolen i Vestervig skulle lukke.
Men nu har borgernes nye forening Havland Centret lavet en aftale om at overtage kommunens bygninger, der i fremtiden skal huse den private skole Havland Skolen.
Landsbyen har på den måde genvundet selvtillid.
- Det har givet en gejst og tro på, at vi faktisk har en eksistensberettigelse som landsby, siger Jan Handberg.
Selv flyttede han for tre år siden til Vestervig, da han sammen med sin kone Dorte Gad overtog det gamle sygehus for at skabe kulturhotellet Hawkraft.
- Vi har som tilflyttere haft et ønske om ikke at investere i Vestervig som mennesker og ikke kun med midler og på den måde udvikle og give noget tilbage til et område, vi er faldet pladask for, siger han.