Lene var hjemløs for en nat: - Jeg vågnede ved hver eneste lille lyd
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST
Selv om det har regnet flere gange, så har natten på Storetorv i Thisted været varm i soveposen for Lene Højland Laursen. Men det er kun blevet til få timers søvn.
Antallet af hjemløse stiger i Nordjylland, og det satte Kirkens Korshær fokus på i nat. Politikerne står på spring til at hjælpe.
De færreste har nok lagt mærke til, hvordan vejret var i nat, da de sov. Men sådan er det ikke for Lene Højland Laursen. Natten mellem onsdag og torsdag tilbragte hun nemlig på Storetorv i Thisted.
- Det har regnet tre gange i nat. Vi har været pakket ind i plastik, så det har isoleret lidt. Jeg vågnede hver eneste gang, der var en lyd, så det er ikke blevet til så meget søvn, siger Lene Højland Laursen, der er leder af Kirkens Korhærs frivillige arbejde i Nordjylland.
Natten på fliserne på Storetorv var frivillig for hende, men sådan er det ikke for de hjemløse. Og det er netop de hjemløse, der er årsagen til, at Lene Højland Laursen for en nat skiftede sin seng ud med en gammel skummadras på torvet.
- Hjemløsetallene stiger i Nordjylland, og det er ikke bare i Aalborg, men også i byer som Thisted, hvor der ikke er et sted at finde ly indenfor om natten.
25 procent flere hjemløse i Nordjylland
En ny rapport fra Vive viser, at Region Nordjylland som den eneste af landets regioner har registreret flere borgere i hjemløshed det seneste år. Her er antallet af borgere uden tag over hovedet steget med 25 procent
- Noget af det, vi gerne vil med at sove på gaden her i Thisted, er, at sætte fokus på, at der er hjemløshed i Danmark - også i en by som Thisted. Vi gør det også i sympati med de mennesker, der af den ene eller anden grund er nødsaget til at leve sådan et liv på kanten af det hele, siger Lene Højland Laursen.
Rapporten fra Vive viser, at én ud af 1.000 er hjemløse i Danmark. Optællingen er lavet i uge syv, og siden har krig og inflation formentlig ikke pyntet på udviklingen.
- Jeg frygter, at tallene er endnu højere på grund af den krise, vi er i lige nu. Nøden bliver større, børnefamilier har ikke råd til mad, det bliver svært at få betalt regningerne, og det bliver sidst på måneden rigtig tidligt på måneden. Jeg er bange for, at det er toppen af isbjerget, vi har set nu, og at mange folk vil få det værre, siger Lene Højland Laursen.
Hun mener ikke, der er nogen enkelt løsning på problemet. I stedet tror hun, at politikere, staten, kommuner, sygehusvæsenet og hjælpeorganisationer skal arbejde sammen for at finde løsninger.
Vi er simpelthen for dårlige til at hjælpe folk med psykiske udfordringer, og det kræver en kraftig opnormering af psykiatrien.
Torsten Schack, MF, Venstre
Politikere bekymret for endnu højere stigning
Et af Venstres nuværende folketingsmedlemmer, Torsten Schack Pedersen, lagde torsdag morgen vejen forbi Storetorv til en snak om problemet. Han kalder det "stærkt bekymrende", at antallet er stigende i Nordjylland.
- Med den økonomiske situationer, der er, og de varmeregninger folk får i øjeblikket, er jeg bekymret for, at det her kommer til at stige, fordi folk simpelthen ikke har råd til at betale deres regninger.
Rapporten fra VIVE angiver blandt andet stofmisbrug som en årsag til hjemløshed, men også psykisk sygdom og økonomiske vanskeligheder bliver nævnt - to emner, som er aktuelle i valgkampen.
- Helt grundlæggende skal vi sørge for, at helt almindelige velfungerende mennesker ikke må gå fra hus og hjem på grund af de stigende energiregninger. Og så er der en socialt betinget del. Vi er simpelthen for dårlige til at hjælpe folk med psykiske udfordringer, og det kræver en kraftig opnormering af psykiatrien, siger Torsten Schack Pedersen (V).
Erhvervsminister Simon Kollerup (A) var også på torvet. Han deler sin kollegas bekymring for, at tallene nok ville se endnu værre ud, hvis de blev trukket i dag.
Han fremhæver, at regeringen har sat gang i initiativer, der skal afhjælpe problemet.
- Noget af det, vi har været med til at gøre, er at lave en hjemløse-reform, hvor vi får sat fokus på at skaffe de boliger, der skal til og også givet kommunerne mulighed for at få flere penge refunderet til at hjælpe de hjemløse mennesker ud i boliger.