To lokale håb med til DM i styrkeløft

To juniorløftere havde i weekenden hjemmebanefordel, da DM i styrkeløft blev afholdt i Thisted.

Gennem hele weekenden har landets stærkeste mænd og kvinder været samlet i Thisted til danmarksmesterskaberne i styrkeløft.  

Fra den lokale forening deltog blandt andet juniorløfterne 22-årige Nancy Fadel og 20-årige Mathilde Pedersen. Og de leverede gode præstationer, der resulterede i henholdvis en bronzemedalje og en femteplads. 

- Jeg er godt tilfreds indtil videre, men jeg går efter mere næste gang, lyder det fra Nancy Fadel, der blot har har styrkeløftet i to år, og altså nu har været til sit første DM i vægtklassen 63 kg. 

Det var 87,5 kg. i squat, 55 kg. i bænkpres og 105 kg. i dødløft, der gav hende placeringen som den tredjebedste i sin klasse. 

Den to år yngre klubkammerat, Mathilde Pedersen, kæmpede i 72 kg vægtklassen, og her rakte 102,5 kg. i squat, 57,5 kg. i bænkpres og 115 kg. dødløft altså til en femteplads. 

- Jeg havde egentlig regnet med at sætte en ny personlig rekord i squat, men det blev det desværre ikke til, siger hun. 

Det er anden gang, at Thisted er vært for et stort styrkeløft-arrangement - for et år siden var byen vært for Europamesterskaberne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland