Mand i livsfare efter voldsomme nabostridigheder
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
En 61-årig mand er søndag eftermiddag i livsfare efter at være blevet overfaldet med et tungt redskab.
Søndag eftermiddag 16:30 bliver Midt- og Vestjyllands Politi kaldt ud til det, der viser sig at være voldsomme nabostridigheder i et område få kilometer nord for Nykøbing Mors.
Det oplyser Simon Skelkjær, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.
Stridighederne foregår under åben himmel, og det er et forbipasserende vidne, der opdager tumulten og kontakter politiet.
- Det udvikler sig voldsomt. En 61-årig mand bliver overfaldet med et tungt redskab. Han bliver slået hårdt i hovedet og får livstruende skader, siger han.
Den 61-årige får så voldsomme skader, at han er i livsfare, og straks bliver fløjet til Aalborg Sygehus.
Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvad det er for et redskab, den 61-årige er blevet overfaldet med.
Sigtet for forsøg på manddrab
Klokken 17 søndag aften anholder Midt- og Vestjyllands Politi en 53-årig mand i samme område, som overfaldet er foregået.
Han forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandag formiddag sigtet for forsøg på manddrab. Den sårede og den sigtede kender hinanden.
Indtil 04:30 mandag morgen har politiet og kriminalteknikere været til stede på gerningsstedet og foretaget tekniske undersøgelser.
Midt- og Vestjyllands Politi kender mandag morgen ikke tilstanden på den 61-årige mand, og har indtil videre ikke yderligere oplysninger i sagen.