Mangel på grise får konsekvenser på nordjysk slagteri
Der er for få grise, og derfor varsler Tican nu to lukkedage om ugen. Det samme kan ske i Thisted, hvor medarbejderne som det første går ned i tid.
Der er mangel på grise, og det får nu konsekvenser på endnu et slagteri.
For nylig lukkede Danish Crown sit slagteri i Sæby, og nu rammer et faldende antal slagtesvin også konkurrenten Tican.
På deres slagteri i Brørup ved Vejen vil de fra den 29. maj holde lukket mandag og fredag i 13 uger. Når de 13 uger er gået, vil det samme formentlig også blive indført på slagteriet i Thisted. Det skriver Finans.
- Først arbejdsfordeling i Brørup og dernæst i Thisted. Det er et realistisk scenarie med de prognoser, vi har for tilførslerne af grise de kommende måneder, siger Steen Sønnichsen, konstitueret adm. direktør for Tican, til Finans.
Ifølge Finans får medarbejderne på slagteriet i Thisted allerede nu reduceret deres ugentlige arbejdstid fra 42,5 til 37 timer.
Årsagen er, at produktionen af slagtesvin styrtdykker i Danmark. Landbrugsavisen skriver, at der alene siden starten af 2023 er blevet 816.000 færre grise herhjemme ifølge tal fra Danmarks Statistik.
Samtidig vælger flere producenter at sende smågrise til nabolandene, fordi prisen er højere der.