Morsø kommune: Regler om solceller er helt gak gak
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST
I Morsø kommune oplever de, at lovgivningen omkring solceller er et problem.
Det går bøvl og bureaukrati i den, når der skal sættes solceller op i et kommunalt projekt. Sådan lyder kritikken fra flere kommuner.
- Det er fuldstændig gak gak. Så kort kan vi sige det, sådan lyder det fra Meiner Nørgaard, som er formand for Teknik og Miljøudvalget i Morsø Kommune.
Morsø Kommune vil egentlig gerne hjælpe til med den grønne omstilling. Men det giver flere grå hår end grønne glæder at få solceller på kommunale bygninger - og sådan har det været siden 2013.
Det tydelige bevis findes på børnehuset i Nykøbing og plejecentret i Hvidbjerg. Her er fyldt med solceller og har været det i seks år, men de har aldrig fået lov at producere strøm på grund af strammere regler. Morsø fik nemlig sat solcellerne op to dage for sent, inden ordningen blev lavet om.
Resultatet er to solcelleanlæg, som ikke bruges.
Det er fuldstændig gak gak
Meiner Nørgaard, Formand, Miljø- og Teknikudvalget, DF, Morsø
- Jeg synes, det er fuldstændig grotesk, at sådan noget kan foregå i dagens Danmark. Kommunerne kunne spare nogle penge på energien. De penge kunne vi bruge på andre områder til velfærd. Samtidig med, at vi kunne gøre noget godt for klimaet. Og vi har jo haft alle omkostninger til installation, forklarer Meiner Nørgaard.
Flere kommuner bremses af regler
Stramningen i 2013 betød, at kommunerne skal oprette et selvstændigt selskab, hvis de sætter solceller på eksisterende bygninger.
- Dels for, at de ikke blander økonomi fra elproduktionen sammen med den øvrige økonomi og for at undgå, at de sparer elafgiften til staten, forklarer kontorchef hos Energistyrelsen Jakob Juul.
Men dermed kan det slet ikke betale sig at sætte solceller op, lyder det fra Morsø og flere andre kommuner. Alene administrationen i det nye selskab er et stort problem.
- Vi havde et større projekt omkring energirenoveringer, og der havde vi egentlig også solceller inde, men det valgte vi at opgive simpelthen på grund af lovgivningen, forklarer chef for teknik og miljø i Herning, Jacob Philipsen.
Kommunen har ellers masser af kvadratmeter, der er ideelle til formålet. Men sådan bliver det ikke.
- Det tænker jeg er ærgerligt, for vi kunne gøre rigtig meget for den her grønne omstilling, som vi har fokus på og gerne vil - også i kommunal regi, siger Jacob Philipsen.
Venstres energi- og klimaordfører, Thomas Danielsen, mener, at reglerne er fair, som de er nu:
Bredt flertal for regler
Der er en god grund til, at reglerne er som de er - siger Venstres energi og klimaordfører. Det handler om at sikre, at den vedvarende energi producedes bedst og billigst - og at der er lige vilkår.
- Der er nogle kommuner som har investeret i solceller, fordi man eksempelvis gerne vil have det på taget af en børnehave. Det er også helt fint. Men hvis man som kommune eller privatperson ønsker at benytte sig af det kollektive net og vil sælge strømmen ind til det kollektive net, når man ikke selv kan bruge det. Så skal man betale en afgift for det, forklarer Thomas Danielsen.
Ikke fair ifølge Morsø Kommune.
Hvis det her bredte sig, så ville staten gå glip af mange penge i afgifter, er det så ikke fair nok?
- Jeg synes rent faktisk ikke, det er fair, at man skal straffe dem, som vil gøre noget godt. Hvorfor skal man straffes for det, siger Meiner Nørgaard.