Ny gourmetrestaurant skal trække madturister til Agger
- Det bliver ikke en restaurant, hvor man kan bede om, hvad man vil, lyder det fra Restaurant Tris køkkenchef, Nicolas Min Jørgensen.
Stjernekokken Nicolas Min Jørgensen med Michelin-baggrund åbner en ny gourmetrestaurant i Agger, hvor maden skal levere oplevelser, der skal tiltrække turister fra nær og fjern.
Du kender sikkert Klitmøller og Vorupør som populære feriemål i Thy.
Men Agger vil også være med. På trods af byens størrelse med et indbyggertal på under 400, så er de også her afhængige af turister.
Og planen er, at de skal komme, når en ny gourmetrestaurant ved navn Restaurant Tri snart kan byde madentusiaster velkommen.
- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med det. Men nu glæder jeg mig i første omgang til at se en færdig restaurant stå. Det med at lave maden og få maden til at fungere, det har jeg tiltro nok til mig selv til at vide, vi nok skal få til at fungere, siger Nicolas Min Jørgensen, der har været kok i 22 år.
Her har han blandt andet været køkkenchef på Michelin restauranten Substans i Aarhus, og han været kaptajn på kokkelandslandet i flere år.
En del af noget større
Restauranten, der har været fire år undervejs, får hjemme i Vesterlandet, Aggers nye kultur-, turist- og arbejdshus, der huser forskellige koncepter og er tegnet af arkitekt Søren Sarup.
- Hele tanken er at skabe nogle oplevelser, som er værd at køre efter. Det kan være hotelværelser - og nu succesen med åbningen af restauranten, siger ejeren af Puras Architecture.
Udover at stå bag Vesterlandet, så har han også opført godt 10 sommerhuse i den vestjyske by. Han tror på, at de kommer til at danne kundegrundlaget til restauranten.
- Det er nogen, som kommer med en tom bil og gerne vil bruge nogle ressourcer i det område, som de tager på ferie i - og nogle, som gerne vil slappe af og spise godt, fortæller Søren Sarup.
Det er folk, som har mad som interesse, og som er villige til at rejse efter en god madoplevelse
- NICOLAS MIN JØRGENSEN, KØKKENCHEF, RESTAURANT TRI
Jens Pedersen, der er formand for Aggers beboerforening, er også begejstret for udsigterne til en gourmetrestaurant.
- Det har en kæmpe betydning. Vi kan næsten ikke få armene ned. Vi har haft nogle ting, som har sat Agger på Danmarkskortet, og det tror vi også, at Restaurant Tri vil gøre. Måske kommer den til at sætte Agger på verdenskortet, siger han.
Han håber og tror nemlig på, at turisterne vil finde vej til Agger.
- Det er næsten grundlaget for, at byen eksisterer. Derfor er vi også glade for, at Søren har lavet noget rigtig flot ud af den ruin, som det tidligere var, fortæller formanden.
Noget ud over det sædvanlige
Turisterne tror stjernekokken også på at kunne tiltrække. Særligt håber han på gastro-turister fra hele Danmark og sågar nabolandene.
- Det skal være folk, der sætter pris på gode råvarer og historien omkring. Det er folk, som har mad som interesse, og som er villige til at rejse efter en god madoplevelse, fortæller Nicolas Min Jørgensen.
Derfor skal det også være en helt speciel oplevelse at besøge restauranten. Derfor kræver det også lidt mere end det sædvanlige.
Menuen skal bæres af Limfjorden og Vesterhavet, men også det meget forskelligartede landskab. Derudover skal maden, enten i udseende eller farver, afspejle sæsonen, og så er det frem for alt lokalt.
- Det bliver ikke en restaurant, hvor man kan bede om, hvad man vil. Vi har en menu, og den menu arbejder vi på lang tid i forvejen, siger køkkenchefen.
Med blot otte borde kan restauranten huse mellem 16 og 28 gæster ad gangen, og menuen vil bestå af cirka 15 store og små serveringer, afhængig af sæsonen.
Menuen er prissat til 1400 kroner, mens vinmenuen koster 1100 kroner, dog 800 kroner, hvis det skal være alkoholfrit, men han mener ikke, at prisen vil skræmme kunderne væk.
- Alt godt i livet koster, for der ligger rigtig mange timer i det, pointerer han.
Restauranten skal efter planen slå dørene op den 1. juni og holder åbent fire dage om ugen i sommermånederne.