Plejehjemsbeboere dansede, da de hørte gårdsangeres musik: - Jeg bliver simpelthen rørt
Et lille orkester fra Thy har valgt at give en gave til alle landets 950 plejehjem. Reaktionerne har været så overvældende, at det vækker glædestårer hos afsenderne.
- Er du vild, Per? Jeg bliver simpelthen helt rørt.
Ordene kommer fra Anne Alstrup, mens hun sammen med sin mand, Per, sidder og ser nogle videoklip, som ægteparret fra Hurup har fået tilsendt.
Sammen er de den store drivkraft i orkesteret Gårdsangerne fra Thy.
Længe havde de gået og puslet med tankerne om en cd og noget film, men formen på det var parret ikke nået helt i mål med. Men så pludselig.
- Det kom som et lyn fra en klar himmel. Vi skulle da sende en dvd ud til alle plejehjem, så de kunne se os spille. Vi kunne jo ikke komme ud til dem i den her tid, fortæller Anne Alstrup.
En fantastisk idé
Først rettede det musikalske par en forespørgsel til det lokale plejehjem i Hurup.
- Hvis nu I fik sådan én, kunne I så bruge det til noget? spurgte Per Alstrup.
Og det forslag fik en positiv modtagelse.
- Jeg tænkte, det var en fantastisk idé at få. Tænk sig en entusiasme og energi af sådan nogle gårdsangere, fortæller Karen Fuglsang, dagcenterleder på Plejecenter Åbakken i Hurup.
Derefter gik produktionen i gang, og på den måde fik alle 950 plejehjem i Danmark tilsendt en dvd med Gårdsangerne fra Thy.
Hele stuen hos Anne og Per Alstrup var fuld af dvd'ere, inden de digitale skiver blev sendt ud til de danske plejehjem.
Missionen er fuldført
Som tak har mange plejehjem returneret videoer af, hvordan beboere på de forskellige plejehjem har taget imod dvd’en.
Og her ser man alt lige fra dans til sang, ja nogle sidder og holder i hånd og drikker lidt vin. Andre træner fitness, mens dvd’en afspilles.
- Så har den gjort gavn, siger Anne Alstrup, da hun ser, hvor alsidigt dvd’en kan anvendes.
- Så er missionen fuldført, supplerer Per Alstrup.
På plejehjemmene er gårdsangernes dvd kommet på et rigtigt godt tidspunkt i en tid, hvor meget er begrænset på grund af corona.
- Når vi nu ikke har måttet mødes, så bruger vi det som terapi. Så kan man sætte filmen på, og så får man den der glæde ved at opleve musikken. Det er en underholdning, som er nærværende og god, mener Karen Fuglsang fra Åbakken i Hurup.
- Når vi nu ikke har måttet mødes, så bruger vi det som terapi, fortæller Karen Fuglsang om dvd'en fra gårdsangerne.
Tårerne triller
Mens ægteparret hjemme i stuen i Hurup, sidder og ser flere reaktioner rundt omkring fra danske plejehjem, så falder der en tilståelse, da tårerne trænger sig på, hos Anne Alstrup, da hun overvældes af de rørende scener på videoerne.
- Det havde jeg nok ikke lige forestillet mig, indrømmer hun.
- Og du har jo ellers ikke let til tårer, lyder det fra gemalen, som også selv er overrasket over den store betydning dvd’en har fået, hvor den er kommet frem.
- Det havde vi næsten ikke turdet håbe på, fortæller Per Alstrup.
Parret fortæller, at det har været et stort projekt for dem.
- Men det har været det hele værd, når man sidder her og kan se alt det, vi kan gøre.
- Nu er vi i hus med det, og nu vil vi bare gerne ud og have det sjovt med dem (spille live på plejehjemmene red.) i stedet for.
Gårdsangernes syng-med dvd er ikke kun kommet ud til de 950 plejehjem i Danmark. Den er også sendt til 18 plejehjem på Færøerne og 17 plejehjem på Grønland.
TV2 Nord sender på mandag klokken 19.45 programmet “Gårdsangerne fra Thy”, der kan du møde orkestret bag plejehjemsbesøgene.