Rekord efter rekord - turisterne valfarter til Thy
Emma Milner og Emilie Qvist står bag den nyåbnede restaurant Medvind i Hanstholm.
Sidste år ramte coronaen vestkystturismen hårdt flere steder, men ikke i Thy, som satte rekord på overnatninger. Og medvinden fortsætter langt ind i efteråret.
Det blæser en del i Thy, men i 2021 har der indtil nu nærmest kun været medvind. I hvert fald i turisme- og restaurationsbranchen.
Det har de blandt andet oplevet på Montra Hotel Hanstholm.
- Sæsonen har været fantastisk, og vi har haft en meget højere belægningsprocent på både hotellet og i restauranterne, end vi plejer, fortæller hotelchef Tino Johannesen.
Der er virkelig run på. Der er mange ankomster, og der kommer kun flere gæster.
Jonas Pedersen, salgschef, Feriepartner Thy
Hotellets belægningsprocent har i juni, juli og august ligget på cirka 85 procent. Det er en ret stor stigning sammenlignet med henholdsvis 2018 og 2005, hvor den var på 53 og 50 procent.
- Den første uge i maj var det lidt sløvt, og vi skulle lige i gang efter corona, men siden har det buldret af sted, og vi skal helt hen til 1. november, før vi ser normale tal igen, siger hotelchefen.
Lidt længere mod syd har Hotel Thinggaard i Hurup oplevet en stigning på 25 procent i forhold til september sidste år.
Sæsonen er forlænget
Det er dog ikke kun ugerne omkring sommeren og sommerferien, der har været gode. Flere steder i Thy har oplevet, at sæson bliver længere og længere.
- Vi har haft flere gæster, og adfærden er også begyndt at ændre sig. Man lægger sine ferier på andre tidspunkter, så man kan opleve den ro og plads, der er her. På både campingpladser og hoteller har vi fuldt hus meget af tiden, siger Mai Manaa, der er turistchef i Thy.
Også her i efterårsferien, og faktisk også i ugerne efter, er der godt fyldt op rundt omkring i feriehusene med flere gæster end normalt.
- Der er virkelig run på. Der er mange ankomster, og der kommer kun flere gæster. Det er vildt spændende at kigge ind i, også selv om det betyder, at der går længere tid, før vi får en puster, og dermed får kortere tid til at gøre klar til en ny sæson. Men det er kun fedt, siger Jonas Pedersen, salgschef hos Feriepartner Thy.
Vild start for nyåbnet restaurant
Restaurant Medvind i Hanstholm slog dørene op i 2021, og de har med det samme også mærket, at mange gerne vil ud at spise.
- Det har været en sindssyg første sommer. Det er gået helt vildt godt. Efterårsferien er den sidste uge, vi har åben i sæsonen, og der er fuldt booket hver aften. Det er mere, end vi turde håbe på, siger Emma Milner.
På grund af den store efterspørgsel har de også være nødt til at afvise folk. Nu vil de overveje, om de skal holde åbent flere uger næste år.
- Vi kan godt mærke, der stadig er meget stor interesse her i efteråret, så næste år kunne det godt komme til at se anderledes ud.