Robels fodbolddrøm kom i fare: Men så trådte Per og Ingrid til
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST
Robel Tawelda har fået indrettet et fodboldværelse på loftet hos Ingrid og Per.
Lukning af børnecenter ødelagde Robel Taweldas planer om at spille fodbold i Thisted. Nu har Per Larsen og Ingrid Kristoffersen skabt et hjem for ham og reddet drømmen.
For to måneder siden fik Robel Tawelda slået sin drøm om professionel fodbold i Danmark itu, da Børnecenter Rovvig på Mors, hvor han boede, lukkede. Det betød, at Robel og de andre uledsagede flygtningebørn skulle flytte fra Mors til Børnecenter Østrup i Aars, og så var det ikke længere muligt for ham at spille fodbold på Thisted FC's U17-talenthold.
Hvis du har en drøm, kan du gøre alt. Jeg håber, at jeg er fremtidens Zlatan. Jeg vil også gerne spille på det danske landshold
Robel Tawelda, U17, Thisted FC
- Det var meget svært, fordi jeg var meget bange. Hvis jeg flyttede til Østrup, kunne jeg ikke spille fodbold, for der er for langt at køre til Thisted, forklarer Robel Tawelda.
Men for 14 dage siden blev drømmen reddet. Ingrid Kristoffersen og Per Larsen trådte til og tog den 16-årige dreng, der flygtede fra Eritrea til Danmark for to år siden, under deres vinger i hjemmet i Thisted.
- Det går rigtig fint. Han er en god dreng. Han er med til det hele og hjælper med at støvsuge, tømme opvaskemaskine og lave god mad - stærk mad, griner Ingrid Kristoffersen.
Fodbold fylder alt
Robel Tawelda har fået værelse på loftet i parrets hus. Et værelse hvor væggene bærer tydeligt præg af omdrejningspunktet i den 16-åriges liv - fodbold.
- Jeg elsker fodbold meget. Jeg kan ikke leve uden fodbold, siger han.
Og den interesse deler han med sin nye bofælle. Per Larsen er nemlig også vild med at se fodbold i fjernsynet, og nu har han fået selskab i sofaen til fodboldkampene.
- Det er skønnere at være to til at se fodbold end bare sidde alene, siger Per Larsen.
Kontrakt kan sikre fremtid i Danmark
Tre gange om ugen kører efterlønnerparret Robel til fodboldtræning i Thisted FC, hvor han spiller på et talenthold i landets næstbedste række.
- Robel er teknisk dygtig. Han kan arbejde på et højt teknisk niveau og i et højt tempo. Det var nogle af de spidskompetencer, vi hurtigt fik at se, forklarer talentchef i Thisted FC, Martin Moss.
Men der er mere end bare sejre på spil for Robel, når han snører fodboldstøvlerne. Han kæmper for at få en fuldtidskontrakt i klubben. En aftale, der kan sikre, at han får lov til at blive i Danmark.
- Uden fodbold kan jeg ikke leve, for fodbold kan ændre alt i mit liv, siger Robel Tawelda.
Om et lille år fylder han 18, og hvis han ikke får kontrakten er fremtiden uvis.
- Han har et potentiale, men han har også en alder imod sig. Det spidser til i forhold til, at han er 2. års U17, så han skal løfte sit niveau, hvis han skal helt til tops, siger Martin Moss.
For den 16-årige spiller drømmen klar. Han vil gå i fodsporene på heltene, der afbilledet på plakater på drengeværelset.
- Hvis du har en drøm, kan du gøre alt. Jeg håber, at jeg er fremtidens Zlatan. Jeg vil også gerne spille på det danske landshold, slutter han.