Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rose måtte lukke sin butik – men så blev hun reddet på målstregen

Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Rose Borchert håber stadig, at hun kan finde en arvtager til sin købmandsbutik.

Prisen på el er faldet så meget, at Rose Borchert alligevel kan fortsætte med at drive sin købmandsforretning.

Beboerne i Vestervig kan ånde lettet op.

Rose Borchert lukker alligevel ikke sin købmandsforretning i Thy.

- Jeg tænker på byen og de mange ældre mennesker, lyder det fra købmanden gennem 26 år.

Det er ellers kun to måneder siden, at hun optrådte i flere medier og tilkendegav, at høje energipriser havde tvunget hende til at lukke butikken.

Men elregningen for oktober har nu ramt et mere normalt niveau. Derfor lukker købmanden alligevel ikke.

- Jeg bor selv i Vestervig. Hvis jeg mangler mælk, så skal jeg køre langt, hvis købmanden lukker, forklarer hun.

Forsøger stadig at sælge

Den erfarne købmand regner dog stadig med at droppe tilværelsen som købmand, når chancen byder sig. Derfor er både bygning og forretning også sat til salg.

- Jeg fortsætter med at drive butikken indtil, der er fundet en ny købmand, men det er nemmere, når butikken er aktiv, siger hun.

Alternativt er hun åben over for at leje sin forretning ud.

- Men den er svær at drive videre, erkender hun.

Rose Borcherts kontrakt med Dagrofa om levering af varer løber frem til 31. marts 2023. Her skulle byen gerne have fundet en ny købmand.

- Ellers så fortsætter jeg. Det er også dumt, hvis jeg stopper, siger hun, og understreger, at Dagrofa har været en god samarbejdspartner.


Markante kvinder bliver hyldet ved busstoppestedet

Foto: Lisbet Christensen

Jens-Christian Hansen er formidlingschef ved Vendstssel Historiske Museum. Her står han ved siden af Nanny Faye, der var forstander på Hjørring Pigeskole, der senere blev til Hjørring Private Realskole.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hvorfor står der pludseligt syv kvinder i aluminium ved et busstoppested. Det undrer folk sig over, når de kommer forbi Nørregade i Hjørring.

Det kan være virkeligt kedeligt at vente på en bus, men i Hjørring kan ventetiden nu fordrives med et museumsbesøg.

- Så bliver det mere interessant at vente på bussen, for man undrer sig nok lidt over, hvad det er for nogle kvinder, der pludseligt står her, siger Jens-Christian Hansen, der formidlingschef hos Vendsyssel Historiske Museum.

Hjørring Kommune vil gerne give bustoppestederne noget lokalhistorisk identitet. Derfor har de bedt Vendsyssel Historiske Museum om at lave en udstilling ved bustoppestedet i Nørregade.

Museet har en udstilling med markante kvinder, og derfor var det nærliggende at trække den fortælling ud på gaden. De syv kvindelige aluminiumsfigurer er alle udstyret med QR-koder. Dem kan man scanne med sin telefon og på den måde læse mere om de historiske kvinder og få stillet sin nysgerrighed.

- Nu bringer vi det udenfor museets rammer. Kvinderne kommer ud i byrummet. Mange af dem har sat et aftryk på historien, men navnene er måske ved at være lidt glemt, siger Jens-Christian Hansen.

Fiskerkonen fik hjælp af Dronningen

En af kvinderne ved bustoppestedet er fiskerkonen Magrehte Gaadsbo, der blev født i 1828. Hun mistede både sin mand og en søn på havet.

I 1878 forliste to sejljoller ud for Lilleheden. Selvom strandfogeden straks red til Nørre Tornby, hvor han alarmerede redningsbåden, nåede redningsfolkene ikke frem i tide. Der var seks fiskere i jollerne, og de fem af dem druknede – heriblandt Thomas Pedersen Gaardbo, Margrethe Gaardbo mand. Først to år og ni måneder efter drev hans lig i land ved Uggerby.

Fiskerkonen Margrethe Gaardbo skrev til Dronning Louise og bad om hjælp. Foto: Vendsyssel Historiske Museum

De lokale fiskere havde i årevis forgæves forsøgt at få myndighederne til at oprette en redningsstation I Hirsthals. Margrethe samlede underskrifter ind blandt fiskerkonerne. Hun skrev et brev direkte til Dronning Louise, hvor hun forklarede den frygt konerne levede i, fordi de ingen redningsbåd havde. Der gjorde indtryk, og så fik Hirtshals sin redningsbåd. Den dag i dag er redningsbåden i Hirtshals opkaldt efter Magrehte Gaardbo.

- Det har reddet liv, og det gør det forsat, siger Jens-Christian Hansen

Mindesten for mænd - og en kvinde

I Hjørring er der kommet fokus på kvindernes indflydelse på lokalhistorien. I Sct. Knuds Kilde i Hjørring står der en række mindesten sat for historiske personerne. Alle sammen mænd. Men på kvindernes internationale kampdag 8. marts fik fotograf Kirstine Lund (1952-1948) som den første kvinde en sten i parken.

- Det er fantastisk, at man langt om længe også kan få en markering af, at der også er kvinder, der kan sætte gang i noget, sagde Karin Møller Larsen, der er formand for Soroptimist International Hjørring ved den lejlighed. Soroptimisterne er et internationalt netværk af erhvervskvinder, der har taget initiativet til at få en mindesten for en kvinde.

De syv kvinder er:

Christiane og Ane Elisabeth Rasmussen

Kirstine Lund

Margrethe Gaardbo

Nanny Faye

Skov-Kirsten

Signe Hansen.

Christiane og Ane Elisabeth Rasmussen

Kirstine Lund

Margrethe Gaardbo

Nanny Faye

Skov-Kirsten

Signe Hansen.

Ved samme anledning sagde kulturminister Jakob- Engel Schmidt (M), at han er parat til at afsætte op til 50 millioner kroner til at finansiere statuer af berømte danske kvinder. En undersøgelse, som Jyllands-Posten har lavet, viste at kun 31 uf af 321 statuer i de danske kommuner er af kvinder.

- Går man igennem København, er der jo flere statuer af fabeldyr og heste, end der er kvinder, sagde kulturministeren til DR.

Senere på året vil Vendsyssel Historiske Museum lave en byvandring med fokus på lokale historiske kvinder.

- De er meget meget spændende, også fordi man stadig kan se de aftryk, de har efterladt sig i byrummet, siger formidlingschefen.


Molslinjen har budt ind på Læsøfærgen: Det skal der ske nu

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Skulle man ende med at vælge løsningen med Molslinjen, så tænker borgmesteren ikke, at det er urealistisk, at Molslinjen vil kunne komme i drift i 2027.

'Kom bar du, kom bar du, kom bar du.'

Ja, de fleste danskere synger nok den velkendte linje inde i hovedet, når de læser den.

Normalt er det på færgeovergangene mellem Jylland og Sjælland, de fleste hører sangen, men nu kan det altså måske blive en realitet på overgangen fra Frederikshavn til Læsø.

Ny færge eller ej?

Diskussionerne om en ny færge til Læsø har stået på i årevis, og i juni 2023 var man i Færgeudvalget enige om specifikationerne til en ny færge. En investering på omkring 300 millioner kroner og den største investering nogensinde på Læsø.

Men måske skal kommunen slet ikke selv købe den nye færge alligevel. Den beslutning blev nemlig sat på pause i januar 2024, da der opstod en mulighed for, at en anden aktør kunne stå for færgedriften til og fra Læsø.

Siden blev der lavet et europæisk udbud i tæt samarbejde med Transportministeriet, og nu er fristen for at afgive bud overskredet.

Og der er altså kommet et bud, som er fra Molslinjen.

- Vi holdt møde med dem torsdag, hvor vi drøftede, hvad deres bud indeholder, og gennemgik det, så vi og de kunne få nogle uddybninger, forklarer borgmester på Læsø Tobias Birch Johansen (V).

- Derudover ville vi også have en fornemmelse af, om selskabet kun havde kommercielle interesser, og kun tænkte på at tjene penge. Det var dog slet ikke det, vi blev mødt af. Vi blev præsenteret for en serviceplan, der tænkte på både gæsterne og borgerne, tilføjer han.

Det skal der ske nu

Borgmesteren forklarer, at begge parter nu skal kigge tingene igennem og eventuelt holde flere møder. Efterfølgende skal færgeudvalget præsentere det hele for kommunalbestyrelsen, som skal kigge buddet igennem.

- Jeg håber virkelig og satser på, at alt er klar til en gang i februar, så vi kan præsentere det for kommunalbestyrelsen der. Så har vi nemlig februar og marts til at gå det igennem og sørge for, at det er 100 procent transparent, forklarer borgmesteren.

Borgmesteren er overbevist om, at det burde gå relativt hurtigt at få det på kommunalbestyrelsens møde.

- Derefter skal der tages en beslutning om, vi vil gøre det eller ej. Der er deadline i april, og derefter er det en lang proces, lyder det.

Skulle man ende med at vælge løsningen med Molslinjen, så tænker borgmesteren ikke, at det er urealistisk, at Molslinjen vil kunne komme i drift i 2027.

- Der kan ske mange ting, og man ved aldrig hvad der sker, men det er tidsplanen indtil videre, konstaterer borgmesteren.


Vil trække en særlig form for turisme til området

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Erhvervsturisme kan være med til at gør lavsæsonen mere profitabel.

Himmerland resort, Bramslev Bakker og Verdenskortet er blot nogle af Himmerlands mange turistattraktioner, som har godt fat i turisterne.

Men attraktionerne ønsker nu at få udbredt kendskabet til deres måske knap så synlige faciliteter for erhvervslivet.

Destination Himmerland har derfor samlet flere turistvirksomheder for at opstarte et forum, som skal udvikle og sætte fokus på brandingen af erhvervsturisme i området, så de mange mødefaciliteter og konferenceoplevelser, mange af turismevirksomhederne har, kan stå stærkere på markedet.

En af virksomhederne er Verdenskortet i Klejtrup. De mener, at mange af faciliteterne i Himmerland, såsom naturen, kommer til at spille en større rolle i fremtiden, når virksomheder skal holde møder og konferencer ude af huset.

- Vi håber selvfølgelig, at man får øjnene op for, at møder behøver ikke at foregå i et lokal med fire hvide vægge og et par vinduer, lyder det fra Britta Vestfal Pedersen, der er vicedirektør for Verdenskortet.

Mange oplevelser i Himmerland  

Ifølge destinationsdirektør ved Destination Himmerland Johanne Bugge, er erhvervsturisme en vigtig del af de erhvervsdrivendes økonomi, da møder og konferencer ikke er så sæsonbetonet.

- Erhvervsturisme er et vigtigt forretningsområde for mange af vores erhvervspartnere, og især i vores lavsæson, hvor man kan få en god indtægt på møder og konferencer, og de kommer oftes der, hvor der ikke er private turister, så det er en god måde at få omtjening på, at arbejde med erhvervsturisme, forklarer hun og uddyber:

- Det kan vi kan se på markedet er, at erhvervsturister efterspørger oplevelser, når de skal have deres medarbejdere og leder på møder eller konferencer. Og det har vi nogle rigtig gode bud på i Himmerland.


Har du også set det? Julepynt er stadig oppe i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aalborg Centrum hænger der stadig julepynt - og det er på trods af, at kalenderen i dag skriver den 23. januar. Normalt er det væk fra midten af januar.

Men der er en god grund til det, forsikrer citychef Jes Asmussen.

- Vi håber, at det er væk om en uge til 14 dage. Problemet er, at vi er blevet gjort bekendt med, at man ikke må køre lidt i de gader, der kører busser. Og så er det svært for os at tage vores granguirlander ned, siger han til TV2 Nord.

Og inden man overhovedet behøver at spørge om mere, skynder han sig at sige:

- Og grunden til, at vi endnu ikke har fjernet det julepynt, vi ikke behøver lift til, er simpelthen at det er for dyrt at tage pynten ned ad flere omgange, så vi gør det hele på én gang, forklarer han.

Cityforeningen afventer nu myndighedernes råd. Men alt tyder på, at julepynten tages ned af en underleverandør i nattetimerne, så det ikke forstyrrer bustrafikken.

- Da vi i år fik en henvendelse om, at man ikke må bruge en lift, når der kører busser i gaden, anede vi det ikke. Det har vi aldrig hørt om før, og derfor har vi gjort det i årevis, siger Jes Asmussen.


Styrelse kom på besøg efter bekymringsbrev - nu har plejehjem fået påbud

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der blev konstateret problemer med medicinhåndtering, sygeplejefaglige vurderinger og journalføring.

Plejehjemmet Thulebakken i Aalborg-bydelen Hasseris har fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det sker efter et tilsynsbesøg i november sidste år.

'Baggrunden for tilsynet var, at vi havde modtaget en bekymringshenvendelse vedrørende manglende pleje og behandling på behandlingsstedet samt bekymring over medicinhåndteringen,' skriver styrelsen.

På baggrund af det, Styrelsen for Patientsikkerhed konstaterede ved tilsynsbesøget, er Thulebakken Plejebolig påbudt at sikre forsvarlig medicinhåndtering, at der er gennemført systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå og tilstrækkelig journalføring.

- Det ser vi på med stor alvor. Det kalder på udvikling ude på plejehjemmet, og det er vi i fuld gang med, lyder det fra plejeboligchef i Aalborg Kommune, Susan Johanne Pedersen.

Stikprøver viste fejl

Thulebakken Plejebolig er et kommunalt plejehjem med 72 almene plejeboliger. Der var på tidspunktet for tilsynet ansat 60 medarbejdere.

Ved tilsynsbesøget blev der blandt andet i to ud af fire stikprøver konstateret, at borgeres medicinlister ikke var opdateret.

'Det er vores vurdering, at det udgør en alvorlig risiko for fejlmedicinering, hvis medicinlisten ikke føres systematisk og ikke sikres opdateret,' skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Derudover blev der konstateret mangler i forhold til sygeplejefaglige vurderinger og journalføring.

'Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at fundene inden for medicinhåndtering, sygeplejefaglige vurderinger og journalføring udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden,' lyder det i tilsynsrapporten.

Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at påbuddet er efterlevet.

Siden november har man været i gang med at sikre, at kvaliteten på plejehjemmet lever op til kravene.

- Vi har valgt at sætte tre sygeplejersker ind på plejehjemmets tre afdelinger for at styrke fagligheden og for at uddanne personalet til bedre journalføring, forklarer Susan Johanne Pedersen, der desuden tilføjer:

- Vores fornemmeste opgave er at sikre en god og tryg hverdag for vores borgere, så når vi får sådan et tilsyn, skaber det læring - ikke kun på det aktuelle plejehjem, men også på kommunens øvrige plejehjem.