Rystet over hærværk og knuste ruder: - Ikke nogen rar oplevelse

Politiet beder offentligheden om hjælp til at finde frem til en eller flere gerningsmænd efter 29 hærværkssager på Mors det seneste døgn.

- Vi kom hjem til knuste ruder, og der var glasskår overalt. Det er ikke nogen særlig rar oplevelse. Det er voldsomt.

Sådan lyder det fra Leif Gadegaard Nielsen fra Gl. Mollerup. Han er, sammen med sin hustru, én af de mange morsingboer, der er blevet ramt af den omfattende bølge af hærværk, som på et enkelt døgn har kastet 29 politianmeldelser af sig.

I Leif Gadegaard Nielsens tilfælde har de ubudne gæster knust ruder i køkken og badeværelse ved at kaste to markeringsspyd igennem dem.

- Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvad sådan nogle folk tænker, for jeg tror ikke, de tænker, siger han.

Har gemt bevismateriale

Politiet leder lige nu efter en eller flere gerningsmænd og hører gerne fra vidner, som kan lede til en opklaring i sagen.

Af samme årsag har Leif Gadegaard Nielsen beholdt bevismaterialet i form af de to markeringsspyd.

- Vi har gemt dem, hvis politiet gerne vil have taget DNA-prøver eller fingeraftryk. Vi havde handsker på, da vi samlede dem op, forklarer han.

Politiet: - Ikke bare drengestreger

TV MIDTVEST har talt med lokalpolitiet i Thisted, som lige nu efterforsker bølgen af hærværk på Mors.

Politikommissær Jørgen Jensen fortæller, at der bliver set på situationen med stor alvor.

- Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en sag med så mange anmeldelser om hærværk på så kort tid.

- Det er ikke bare drengestreger, det her. Det er i mine øjne meget voldsommere. Og så er det alt sammen sket indenfor et døgn. Det her er ikke noget, man ser hver dag, siger Jørgen Jensen.

I Gl. Mollerup håber Leif Gadegaard Nielsen på, at sagen snart er opklaret.

- Jeg synes, det skal stoppes, og det kan kun gå for langsomt.

Politiet kan kontaktes på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland