LIGE NU:

Seks personer dømt for hjemmerøverier og grov vold: Længste straf var syv år og seks måneder

Fem mænd og en kvinde i alderen 22 til 30 år blev den 18. december dømt for tre røverier begået i Roslev, Nykøbing Mors og Lemvig i december 2019 og januar 2020.

En 23-årig mand fik den længste straf, da han og fem andre fredag den 18. december blev dømt for tre hjemmerøverier.

Det var hovedforholdene i en sag, hvor de seks personer var anklaget for i alt 39 forhold.

Sådan blev de straffet

- Det var en meget rodet affære. Der var 39 forhold i den her sag. Fra vidnetrusler til butikstyverier. Alt muligt bøvl op til de 39 forhold, fortæller Flemming Hother, der er anklager fra Midt- og Vestjyllands Politis Anklagemyndighed.

Besiddelse af narkotika, vold, røveri og våbenbesiddelse var også blandt de mange forhold, der var en del sagen.

quote Forurettede fik temmelig mange tæsk med et baseballbat.

FLEMMING HOTHER, ANKLAGER

Røverierne blev begået i december 2019 og januar 2020 og foregik alle i private hjem, hvor der i et af tilfældene også var grov vold involveret.

- Når man er anklaget for røveri, så er der altid vold involveret, men hvis det går udover grænserne for simpel vold, så kan man også blive anklaget for grov vold. Forurettede fik temmelig mange tæsk med et baseballbat. Det var nogle grove røverier, fortæller Flemming Hother.

Ved de andre røverier blev der truet med hammer og peberspray, men det kunne ikke bevises, at de var blevet brugt.

Gerningsmændene slap ved de tre hjemmerøverier afsted med kontantbeløb mellem 2.000 og 20.000 kroner samt en ukendt mængde af hash og amfetamin.

Overtrådt prøveløsladelse

Den 23-årige mand, der fik den længste straf, er dømt til syv år og seks måneder i fængsel.

Den lange straf skyldes, at han begik forbrydelserne, mens han var prøveløsladt for lignende kriminalitet, samtidig med at han var den eneste, der havde været til stede under alle tre røverier.

- Det var meget som forventet, og det ligger også i god tråd med praksis indenfor de rammer, der blev dømt for. Jeg er godt tilfreds med dommen, fortæller Flemming Hother om straffen til alle de dømte.

Den 25-årige, der blev idømt to år og tre måneder, har anket til formildelse og den anden 25-årige, der fik tre måneder mere, har valgt at modtage dommen.

De resterende har bedt om betænkningstid, og de har derfor 14 dage fra den 18. december til at beslutte sig for, om de vil anke eller modtage dommen.