Steinfath er i mål efter knap 11 timer på havet

Efter knap 11 timer og 123 kilometer er Casper Steinfath i mål i Bua i Sverige.

Han forlod Grenaa Havn klokken 8.50, og her knap 11 timer senere er den 27-årige paddlesurfer fra Klitmøller, Casper Steinfath, i mål i Bua i Sverige.

Dermed har han nået sit mål om at være den første nogensinde til at krydse Kattegat på et såkaldt hydrofoilsurfbræt.

I alt har thyboen tilbagelagt 123 kilometer.

Hydrofoil

Hydrofoilfartøj er et fartøj med bæreplan under skroget, der løfter skroget op over vandoverfladen. Dermed mindskes friktionen mellem båd og vand, og det giver mulighed for højere hastighed.


Kilde: Wikipedia

Viking Crossing 3.0

Med sig havde Steinfath en større følgebåd med navigatører, livreddere og mediefolk, som skulle dokumentere turen over.

Togtet har fået kælenavnet Viking Crossing 3.0, da det er tredje gang han forsøger at krydse et hav.

I 2017 forsøgte Casper Steinfath at krydse Skagerrak første gang, men måtte give op bare 12 kilometer fra mål.

Året efter havde han lært af sine fejl og padlede de 147 kilometer på godt 18 timer, og nu tager han kampen op med Kattegat.

- Jeg har det som den engelske bjergbestiger Georg Mallory, der blev spurgt, hvorfor han besteg bjergene. Fordi de er der, svarede han. For mig er det helt naturligt at udforske havene omkring os, og hvad vi kan med dem, siger Casper Steinfath. 


Seneste nyt

fra Nordjylland