Tanja Wadmann Gades opsang på Facebook har i den grad skabt debat. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Tanja gav møgfald til turister på Facebook: - Thyboer kæfter jo op en gang imellem

Tanja Wadmann Gade fik nok af alle de turister, der bruger påskedagene i Hanstholm. Alle de mennesker i området skaber nemlig risiko for smitte.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Hun ser egentlig venlig og smilende ud, men man skal ikke tage fejl.

For bag smilet gemmer sig et stift blik, og det fik turisterne i Hanstholm at mærke på Facebook torsdag.

- Hvad helvede sker der? I fik at vide for 10 dage siden, klart og tydeligt, at I skulle blive hjemme i påskeferien. Og så skal det gå ud over os andre, der godt kan finde ud af at gøre, hvad der bliver sagt, siger Tanja Wadmann Gade i en video, hun lagde op på det sociale medie.

I to minutter og 30 sekunder kommer hun med en opsang til dem, der bruger påsken på at være turister i blandt andet Hanstholm.

- Thyboer, de kæfter jo op en gang imellem, og sådan er det, siger hun til TV MIDTVEST.

Og det var ifølge hende selv med god grund, at hun ’kæftede op’.

Hun er nemlig godt træt af, at der trods corona-lockdown er så tæt pakket med mennesker i området, der ikke bor der til hverdag, men blot tilbringer påsken i det nordvestjyske.

- Så blev jeg bare rigtig, rigtig irriteret, og jeg tror ikke, jeg nåede at tænke over det, jeg fyrede bare det her af med det samme, da jeg kom hjem i indkørslen, siger Tanja Wadmann Gade.

- Hun rammer det, vi andre tænker

Tanja Wadmann Gade arbejder til dagligt på fiskefabrik, og her er hendes verbale lussing til turisterne naturligvis også det helt store samtaleemne.

- Hun rammer det, vi andre tænker. Og som vi måske ikke lige tør sige højt, men det tør hun, siger Lene Hald, der er produktionsmedarbejder på fabrikken.

Man skal sige sin mening, men man skal også tage de tæsk, det giver, hvis man er stor nok til at råbe op.

Tanja Wadmann Gade

Kollegerne, der arbejder med Tanja Wadmann Gade til dagligt, er ikke overraskede over, at opsangen kom fra hende.

Spørger man dem, om kvinden fra Hanstholm kan råbe højt, er svaret nemlig klart:

- Ja, det kan hun sagtens. Det er ikke noget problem!

Turist: - Det er noget pjat

Om øretæverne er berettigede, gør vi os ikke til dommere over på TV MIDTVEST, men vi tog snakken med nogle turister ved bunkermuseet.

- Jeg synes, det er noget pjat, for der er ikke så mange turister. Vi kan sagtens være her. Der kan også godt være flere, end der er nu, siger Troels Jespersen, der selv er turist i det nordvestjyske.

- Det er da et groft opslag, men jeg kan heller ikke forstå, at folk ikke holder afstand, siger Henrik Larsen, der selv bor i Thisted.

Tanjas opslag er i skrivende stund blevet delt omkring 10.000 gange, og debatten er meget aktiv i kommentarfeltet.

Alligevel er hun ikke bange for at blive dømt som en slags online politibetjent, og hun forstår godt den blandede modtagelse.

- Vi skal passe på hinanden, og vi skal passe på vores by, og vi skal passe på vores område, og det føler jeg egentlig, jeg har gjort ved ligesom at råbe op. Man skal sige sin mening, men man skal også tage de tæsk, det giver, hvis man er stor nok til at råbe op, siger Tanja Wadmann Gade.