Terrortrusler aflyser Taylor Swift-koncert: - Jeg er knust og rystet
Foto: Privatfoto
Melissa Villumsen og familien må tage til takke med en tur, der ikke indeholder den ventede koncert.
En længe ventet koncert i Wien blev pludseligt aflyst, og efterlod Melissa Villumsen og tusindvis af fans knuste.
Melissa Villumsen er knust.
Den inkarnerede ”Swiftie” havde glædet sig til Taylor Swift-koncert i Wien, men terrortrusler satte en stopper for et årets højdepunkter.
Hun er nu efterladt med et ”blank space”, som en af hitmagerens sange så populært hedder.
Melissa Villumsen, der bor i Thy, fik beskeden om den aflyste koncert, da hun var på vej til Wien med sin mor, lillebror og mormor.
- Vi var på den tyske Autobahn, og vi var vel to timer fra Berlin, hvor vi skulle overnatte. Jeg kiggede på Instagram, og så brød jeg bare sammen, fortæller Melissa Villumsen og tilføjer:
- Først troede jeg ikke rigtig på det. Men så gik det op for mig. Jeg kunne slet ikke forstå, at det kan ske.
Oprindeligt skulle der have været afholdt tre koncerter med musikeren, der har fået en kæmpe stjernestatus de seneste år, men terrortruslen fik dem aflyst.
Politiet har anholdt en 19-årig mand, der ifølge østrigsk politi har svoret sig til Islamisk Stat, ligesom der er blevet fundet kemiske stoffer på vedkommendes adresse.
Selvom Melissa Villumsen er knust, har hun forståelse for aflysningen.
- Det var godt nok ikke lige det første, jeg tænkte på. Men det var virkelig vigtigt, at de østrigske myndigheder opdagede det i tide. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der kunne være sket, siger en rystet Melissa Villumsen.
Havde glædet sig til det hele året
Selvom Melissa Villumsen er den største Taylor Swift-fan i familien, er turen ikke kun spoleret for hende.
Til jul gav hun sin mor og lillebror billetter til koncerten, og også de havde glædet sig til at se den amerikanske verdensstjerne.
- Vi har glædet os i et halvt år, siger hun.
Og billetterne var ikke sådan lige at få fat i for Melissa Villumsen. Hendes arbejde som arkæolog gjorde det vanskeligt at få fat i dem i første omgang.
- Jeg sad tre nætter i streg for at få dem, da jeg var på udgravning i Alaska. Det var nætter mellem arbejdstider, så det var lidt hårdt, beretter hun.
200 armbånd og en speciallavet denimjakke
Hvis man betvivler Melissa Villumsens begejstring for Taylor Swift, skal man bare kaste blikket på hendes enorme produktion af merchandise op til koncerten.
Her har den 29-årige fan produceret godt 200 såkaldte ”friendship bracelets” og lavet en speciallavet denimjakke med hendes yndlingssange.
Sangene er endda skrevet med perler på jakken. Håndarbejdet har kostet mange timer op til koncerten.
Og som om egenproduceret merch ikke er nok, så har Melissa Villumsen også et særligt budget til køb af merchandise. Her har hun sat 3000 kroner af, og det er altså eksklusiv billetter.
For nu må Melissa Villumsen og familien nøjes med en tur til Berlin, hvorefter de kører til Tjekkiet. Wien er i hvert fald udelukket.
- Det ville være sørgeligt at være der. Vi ved ikke, hvor trygt der er, konkluderer hun og glæder sig til, at Taylor Swift selv melder noget ud.
Flere artikler fra TV MIDTVEST