Thyboer fik vigtig taletid på Christiansborg: - Vi får en sejr
Foto: TV2
Tirsdag var fem thyboer på Christiansborg for at kommentere konsekvenserne af Arne-pensionen.
Fem repræsentanter fra det socialpædagogiske tilbud Skiftesporet talte tirsdag for social- og beskæftigelsesudvalget på Christiansborg.
- Vi kæmpede, vi talte, vi gjorde.
Det var en lettet og tilfreds gruppe thyboer, der tirsdag trådte ud af Landstingsalen på Christiansborg efter at have talt for knapt 30 folketingsmedlemmer.
De fem unge mennesker repræsenterede Skiftesporet, der er et social/pædagogisk støtte-tilbud for sårbare og udsatte unge udenfor arbejdsmarkedet.
Sporskiftet er blevet ramt af nedskæringer, der skal finansiere den såkaldte Arne-pension, og de unge mennesker fra Thisted var derfor inviteret for at komme med deres opfattelse af dén prioritering.
Det var Rasmus Søndergaard, der var talsmand i løbet af det kvarter, thyboerne havde fået foran social- og beskæftigelsesudvalget.
- Jeg synes, vi leverede rigtig godt. Vi talte vores sag, og vi har gjort alt, hvad vi kunne for at redde fremtiden for sårbare og udsatte unge, siger Rasmus Søndergaard.
Fakta: Derfor går Arne-pension rammer de unge i Thy
Den daværende S-regering og partierne bag ret til tidlig pension - populært kaldet Arne-pension - var i 2020 enige om at finansiere en stor del af aftalens udgifter med penge fra jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen.
Sporskiftet er finansieret ved Thisted Kommunes beskæftigelsesmidler. Derfor står tilbuddet til at lukke 1. juni, da aftalen om tidlig pension tvinger kommunen til at finde millioner.
De vedtagne besparelser rammer i alt fem tilbud i Thisted Kommune.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet og Thisted Kommune
Indtryk blandt tilhørerne
Blandt tilhørerne i Landstingsalen var socialordfører fra SF, Theresa Berg. For hende gjorde Sporskiftets oplæg indtryk.
- Thisted Kommune er i deres gode ret til at gøre, som de har gjort, men Sporskiftets situation er jo med til at indikere, at regeringsgrundlaget giver et maks pres i kommunerne, siger Theresa Berg, der nu vil rette henvendelse til ministeren.
De unge thyboer skal tirsdag aften fejre det overståede møde med en kold øl. Herefter fortsætter kampen lokalt med Thisted Kommune.
- Jeg tror på, vi i hvert fald har vakt opsigt, og at det skaber et røre. Vores opgave er så at gå tilbage til Thisted og fortælle om den her skodlov, for jeg giver ikke op, og vi får en sejr, det er jeg 100 på, afslutter Rasmus Søndergaard.