Tornadoens lillebror: Se vilde videoer af tirsdagens skypumper
Se videoer nederst i artiklen.
Det voldsomme vejr tirsdag bød på flere skypumper rundt omkring.
Blandt andet ved Doverodde i Thy, som det kan ses i videoerne nederst her i artiklen.
Ifølge DMI har dagens vejr været nærmest perfekt for skypumper.
- De kan komme på dage, hvor der er mulighed for byger, og hvor der samtidig er meget lidt vind, fortæller vagthavende meteorolog Jesper Eriksen.
Det betyder dog ikke, at det er normalt med skypumper.
- Jeg har aldrig selv set én, lyder det fra meteorologen.
- Det er lidt ligesom at finde et firkløver, hvis man ser en skypumpe, fortsætter Jesper Madsen - og beskriver skypumper således:
- Det er jo tornadoens lillebror. En lille hvirvelvind, der er forbundet til en sky.
Og så kommer meteorologen også med en advarsel:
- Man må aldrig gå ind i en skypumpe, for man ved ikke, hvor meget vind, der er derinde. Det kan godt være, det er tornadoens lillebror, men en lillebror kan også lave ulykker.