Trods vandskræk: Caroline vinder VM-sølv i stand up paddling
Foto: Privatfoto
Caroline Küntzel har kun dyrket stand up paddling i fem år, men allerede nu står hun øverst på podierne verden over.
- I år har været fuldstændigt sindssygt. Jeg har i fem år brugt hver dag på det her. Det er en vild følelse.
Ordene kommer fra Caroline Küntzel.
Den 20-årige stand up paddler er netop kommet hjem fra VM i Puerto Rico med en sølvmedalje om halsen efter deltagelse i 200 meter sprint.
Jeg har lært at se frygten i øjnene.
Caroline Küntzel
I august vandt Caroline senior-EM på hjemmebane i sprint, i september vandt hun en sølvmedalje til VM i teknisk race, og i slutningen af september vandt talentet fra Klitmøller et af årets store World CUPs i Korea i sprint.
- Det betyder rigtigt meget. Jeg har i mange år arbejdet mod bare et kunne få podiepladser, fortæller medaljetageren.
Hun har kun dyrket sporten i fem år.
- Og nu er jeg så lige pludselig slået igennem her i efteråret, lyder det fra Caroline Küntzel.
Bange for dybt vand og hajer
Allerede en måned efter hun steg op på paddle boardet for første gang, satte hun sig et stort mål.
- Det var at blive verdensmester, understreger hun.
Caroline har altid været konkurrenceminded, og det er jo en god start, hvis man vil være verdensmester.
Knap så heldigt er det, hvis man er vandskræk, og det er Caroline.
- Jeg er bange for dybt vand, og så er jeg bange for dyr i vandet – hajer for eksempel.
- Alt det er min sport jo fyldt med, fortæller hun.
Caroline kæmper stadig med udfordringerne, men har fundet sin vej.
- Jeg har lært at se frygten i øjnene.
- Jeg overvandt frygten, da passionen opstod. Passionen betyder mere end frygten. Jeg går med den hver dag, siger Caroline, som også har flyskræk, selvom hun rejser verden rundt til konkurrencer.
Thy hærder
Da Caroline vandt sin seneste VM-sølvmedalje, var det endda på et lånt bræt.
Det vidner om et markant overskud. Thyboen har selv et bud på, hvad der har skaffet hende vej til verdenstoppen.
- Når man er fra Klitmøller, så får man ikke foræret gode træningsforhold, påpeger hun og hentyder til det barske vejr, der ofte præger Thy.
Her er altid vildt vejr, og det mener hun, man bliver hærdet af.
- Det gør, at jeg har teknisk overskud i forhold til mine konkurrenter.
Den 20-årige er blandt andet god til at navigere sikkert gennem specielle vandforhold med for eksempel strøm.
Og så har hun de seneste to år opbygget mere eksplosiv styrke til hendes speciale: sprint.
Målet og den store drøm
Den professionelle stand up paddler kommer oprindeligt fra Thisted, men er flyttet til Klitmøller for at komme tættere på havet.
Målet er at vinde VM senest tre år fra nu.
- Jeg håber dog, det sker før, fastslår hun.
Med to VM-andenpladser i år er Caroline godt på vej.
- Alle de timer, jeg har lagt i det, har givet pote.
I 2024 kommer VM måske til Danmark, da ville alt gå op i en højere enhed for Caroline, hvis hun kunne nappe guldet.