En motorcyklist er mandag afgået ved døden efter en alvorligt ulykke mandag morgen i et kryds syd for Thisted.
Det bekræfter vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.
Politi og redningsmandskab har arbejdet på stedet morgenen igennem. Vejen er nu åben for trafik igen.
Ulykken skete ved krydset Oddesundvej og Næstrupvej et par kilometer syd for bygrænsen til Thisted.
- Det er en på motorcykel, som er kommet alvorligt til skade. Så er der en udenlandsk bilist i et udenlandsk køretøj, siger vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Tidligere forlød det, at der var tale om en person på en scooter, men der er retteligt tale om en motorcykel.
Den udenlandske bilist er ikke kommet alvorligt til skade, men politiet har endnu ikke kunnet afhøre vedkommende, fordi der skal tilkaldes en tolk. Årsagen til ulykken er derfor endnu ikke klarlagt.
- Vi kender ikke årsagen, men det er muligvis et venstresving, siger Lars Even.