Ulykke på Oddesundvej: Bilist dræbt i sammenstød med lastbil
Foto: Lasse Dieckmann / TV MIDTVEST
Der er mange lange køer på hovedvejen, men politiet arbejder på at få åbnet det ene spor.
Føreren af den personbil, der mandag eftermiddag stødte sammen med en lastbil på Oddesundvej ved Draget i Sydthy, er død af sine kvæstelser.
Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, René Pagh.
Politiet har orienteret de nærmeste pårørende, men oplyser indtil videre ikke noget om personens alder og køn.
Ulykken skete klokken 13.39, og hovedvejen var i flere timer spærret i begge retninger. Sammenstødet skete ud for et sommerhusområde, og det var ikke muligt at etablere en omkørsel. Derfor meldte politiet også om lange køer på hovedvejen i begge retninger.
Klokken 16.30 oplyste politiet på Twitter, at den ene vejbane nu er åben, og at trafikken reguleres af hjemmeværn og politiet.
Politiet kan endnu ikke sige noget om årsagen til ulykken. Begge biler skal nu undersøges nærmere af en bilinspektør.