Valgkampsdrama: Kandidat måtte springe for livet, da han røg op på kølerhjelmen af en bil
Foto: Privatfoto
Brian Nielsen blev ramt af en bil, da han var ved at sætte valgplakater op. Det var dog helt hans egen skyld, slår politikeren fast.
At hænge valgplakater op kan være et hårdt arbejde, og lørdag brugte politikere og partisoldater adskillige timer på landevejene.
Men det var nok de færreste plakatophængere, der havde en lige så hård dag som Nye Borgerliges Brian Nielsen fra Thisted.
Thyboen er debutant ved et folketingsvalg, men han opbyggede sig allerede en smule rutine ved sidste års kommunalvalg, hvor han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i sin politiske debut.
Påkørt af bil
Det tyder dog på, at Brian Nielsen ikke tog alle erfaringer med fra sidste år. Efter blot en time med strips, plakater og ind- og udstigning af bilen gik det nemlig galt, har politikeren fortalt til Nordjyske.
- Jeg var ved at hænge en plakat op på Simons Bakke ved maltfabrikken i Thisted. Så ville jeg over på den anden side af vejen for at få fat i nogle flere plakater. Til højre kunne jeg se, at der var hul mellem nogle biler, hvor jeg kunne smutte over. Til venstre kunne jeg ikke se noget.
- Jeg løb ud på vejen, og så hørte jeg noget på min venstre side. Jeg vendte mig om og så en Toyota Hybrid komme lige imod mig, fortæller folketingskandidaten, der ikke kunne se eller høre den elektriske bil, der befandt sig i en blind vinkel, til TV MIDTVEST.
I ren refleks sprang Brian Nielsen op i luften for ikke at blive kørt direkte ind i. Han nåede nemlig ikke at tænke over, hvad han skulle gøre. Kun, at det måske ville gå helt galt.
- 'Fuck, det går af helvede til,' tænkte jeg, og så hoppede jeg bare. Jeg ved ikke hvorfor, der var bare noget i mit hoved, der sagde, jeg skulle hoppe, og jeg er 100 procent sikker på, at det var min redning.
- Jeg skulle have set mig noget bedre for, siger han.
Da TV MIDTVEST fanger Brian Nielsen på en telefon, er det ikke en samtale præget af en mand, der har set døden i øjnene, selvom det kunne have været udfaldet.
- Jo, det kunne godt have endt helt slemt. Det er stor bil, der er høj på fronten. Den ville have ramt mig lige på hoften med 50 km/t. Jeg havde været færdig med valgkamp. Ingen tvivl om det, siger Brian Nielsen.
I sit spring rammer politikeren motorhjelmen med ryggen og bagdelen, inden forruden også får Brian Nielsens krop at mærke. Bilen bremser hårdt op, men det kan ikke forhindre thyboen i at blive kastet et par meter.
Video: Her fortæller Brian Nielsen, hvordan han oplevede hændelsen
Påtager selv ansvaret
Og der kunne den debuterende folketingskandidat ligge og tænke over, hvis skyld det egentlig var. Konklusionen er dog klar efter få sekunder.
- Hvad fanden tænkte jeg på? Manden kunne ikke gøre for det. Jeg skulle have set mig noget bedre for, siger han.
I et rent tilfælde kørte en ambulance forbi og spurgte, om de ikke skulle tage Brian Nielsen med til et tjek på skadestuen. Svaret blev et 'ellers tak' - der var en valgkamp, der skulle vindes.
- Det gør ondt, kan jeg hilse at sige. Jeg kunne ikke gå så godt resten af dagen, men jeg havde to mand med, så det blev hovedsageligt dem, der hængte plakater op, for det tog en evighed at komme ud af bilen, fortæller Brian Nielsen, der stadig mærker lidt til sammenstødet.
Det er før set i en valgkamp, at en pludselig skade kan generere stemmer. Trafikuheldet giver da også ekstra omtale til thyboen, der dog ikke regner med at se en effekt.
- Det tror jeg ikke. Jeg vil sgu også hellere have min førlighed end fem stemmer ekstra.
Brian Nielsen, der også er soldat på Skive Kaserne, er generelt i en lidt sløv forfatning for tiden. Mandag var han på hospitalet i Skejby, men ikke for at få tjekket kroppen efter sammenstødet.
Her skulle han have foretaget en planlagt operation i hånden, der nu gør, at han ikke kan køre bil eller skrive.
Først senere i valgkampen skal thyboen på skadestuen for at tjekkes for varige skader af trafikuheldet.