Fra i dag kan du helt lovligt købe nytårskrudt

Drømmer du om flot fyrværkeri nytårsaften, så er det fra i dag helt lovligt at købe i butikkerne.

Fyrværkerisalget til dette års nytårsaften begynder i dag, søndag den 15. december, og det kan købes helt lovligt ved salgssteder ud over det ganske land.

Selvom du nu kan købe fyrværkeri og måske længes efter at høre høje knald samt se det farverige krudt på himlen, så må du væbne dig med tålmodighed. Det er nemlig ikke lovligt at fyre det af endnu.

Du er nødt til at vente til den 27. december før, du kan sætte en tændstik til lunten. Og det må du så i seks dage til og med den 1. januar 2020.

Fakta om fyrværkeri

  • I Danmark er det lovligt at sælge og købe nytårsfyrværkeri fra den 15. til den 31. december.
  • Det er lovligt at fyre af fra den 27. december til og med den 1. januar.
  • Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe helårsfyrværkeri (for eksempel knaldperler, stjernekastere og bordbomber)
  • Tjek, at fyrværkeriet er lovligt, ved at se, om det har 1) CE-mærke, 2) brugsanvisning og 3) advarsler og anbefaling til sikkerhedsafstande.

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen

Skulle du være særlig tændt på at skyde nytåret ind, så vær opmærksom på, at der er begrænsninger på, hvor meget fyrværkeri du må transportere i din private personbil og opbevare i dit hjem. Loven siger max 5 kilo NEM - det vil sige Netto Eksplosiv Mængde - altså hvor meget krudt, der er i fyrværkeriet, men det er altså også en del.

Tænker du nu, at det er billigere at smutte en tur over grænsen for at købe krudtet, så kan du godt tro om. Nok er det billigere, men det er ganske ulovligt - uanset om fyrværkeriet er helt lovligt og korrekt mærket i Tyskland. Så hvis du bliver snuppet i grænsekontrollen, venter der en stor bøde og konfiskation af fyrværkeriet.

Fem gode råd fra Danske Beredskaber

  1. Køb kun CE-mærket fyrværkeri
  2. Transporter og opbevar max fem kilo NEM – og kun til eget brug
  3. Opbevar fyrværkeriet tørt, og hold det fra elektriske apparater og varmekilder
  4. Opbevar fyrværkeriet utilgængeligt for børn
  5. Pak ikke fyrværkeriet ud eller fjern beskyttelseshætten fra lunten

Seneste nyt

fra Nordjylland