Så blev det 1. august: Disse restriktioner udfases
Flere restriktioner udfases 1. august.
Coronapandemien er stadig ikke overstået, men 1. august udfases endnu en række restriktioner.
Mundbind, afstand, forsamlingsforbud, coronapas, pladsbestilling. Restriktioner har de seneste år fyldt meget i de fleste danskeres hverdag.
Men søndag rammer endnu et månedsskift, når juli bliver til august og det betyder, at endnu en række restriktioner bortfalder.
1: Slut med coronapas flere steder
Skal du i teateret, biografen eller ud at høre musik på et sted med færre end 500 tilskuere, behøver du fra 1. august ikke længere have coronapas.
Fra 1. august ophører kravet om coronapas til forlystelsesparker, akvarier, zoologiske haver, badeland og legeland også.
Det samme gælder hvis du skal ind i lokaler, hvor der er idræt, fritids- eller foreningsaktiviteter. Heller ikke hvis det er motionsevents udendørs.
I fitnesscentre skal man fortsat have coronapas, som skal kunne fremvises ved stikprøvekontrol, men man behøver ikke længere vise det ved indgangen.
Det skriver myndighederne på coronasmitte.dk.
2: Flere med offentlig transport
Skal du køre med regionaltog behøver du fra 1. august ikke længere at have pladsbillet for at komme med toget. Kravet om pladsbillet gælder imidlertid fortsat i Intercitytog og Lyntog og ifølge DSB vil disse pladsbilletter også fortsat være gratis.
Samtidig må busser, letbane, privatbaner og skolebusser igen tage flere passagerer med. Krævet om, at der skulle tage så få passager med at de ikke behøvede sidde direkte ved siden af eller over for hinanden ophører.
Det oplyser DSB.
3: Fyldte tribuner og udefans på stadion
Fra 1. august må de danske stadions igen fylde alle siddepladser på deres tribuner op. Hvor det hidtil kun har været hjemmeholdets fans, der kunne komme på stadion under kampene, må udeholdets fans fra 1. august også komme med.
Det skriver Ritzau.
4: Lempede regler ved større arrangementer
Ved større udendørs arrangementer ophæves afstandskravet. Det er heller ikke længere et krav, at publikum skal inddeles i sektioner á 1000 personer, hvis altså der er faste pladser og registrering af, hvem der deltager.
Det skal nemlig fortsat være muligt at lave smitteopsporing, hvis en skulle vise sig at være smittet.
5: Slut med testkrav på skoler
Der er ikke længere krav om to ugentlige test på efterskoler, daghøjskoler, ungdoms- og voksenuddannelser samt folkehøjskoler og videregående uddannelser.
Eleverne opfordres stadig til at lade sig teste to gange om ugen frem til 1. oktober, men det er ikke længere et krav.
6: Arealkrav til butikker lempes
I længere tid har vi været vant til, at der var krav til, hvor mange kunder en forretning måtte lukke ind afhængigt af, hvor stor butikken var. Det har været sådan, at kæmpebutikker ikke måtte lukke helt så mange ind pr. kvadratmeter som små. Af frygt for at folk alligevel ville klumpe sig sammen derinde.
Nu ensrettes arealkravene sådan at der uanset butikkens størrelse skal være to kvadratmeter pr. person i forretningen.
1. september bortfalder kravet helt.
Det sker senere
Næste dato for bortfaldende restriktioner er den 15. august, hvor nogle mindre ting vil ændre sig.
Den næste helt store dato for genåbningen og udfasningen af restriktionerne er 1. september, hvor blandt andet natklubber og diskoteker må åbne igen. Samtidig fjernes begrænsningerne på åbningstider og alkoholudskænkning i nattelivet.
Også kravet om mundbind i den offentlige trafik fjernes 1. september og på det tidspunkt vil vi også kunne gå på restaurant og til frisør uden coronapas. Coronapasset udfases helt 1. oktober.
Flere artikler fra TV2 Østjylland