Tyveri af teenagers fodboldtrøje ender i landsretten
Det var på Frederiks Allé, at den unge fan fik frarøvet sin trøje.
Straffen i byretten lød på fire måneders fængsel til den ene, dømte mand og 60 dage til den anden.
To mænd, som for 14 dage siden blev dømt ved byretten i Aarhus, skal nu indfinde sig i landsretten.
Det oplyser Statsadvokaten i Viborg til TV2 Østjylland, som mandag har besluttet at anke afgørelsen.
Mændene blev dømt skyldige i at have tvunget en 16-årig dreng til at udlevere sin AaB-spilletrøje, da parterne mødtes på Frederiks Allé midt i Aarhus. Det skete i september 2022.
Straffen i byretten lød på fire måneders fængsel til den ene mand og 60 dage til den anden. En del af straffene var betingede.
Anklageren ville imidlertid gerne have mændene dømt for røveri frem for ulovlig tvang, og det er derfor, at sagen nu er blevet anket med en påstand om domfældelse for røveri og dermed en skærpelse af straffen.
Truet med tæsk
Hændelsen på Frederiks Allé fandt sted efter en fodboldkamp mellem AGF og AaB, som førstnævnte vandt.
Alligevel så de aarhusianske mænd sig sure på teenageren fra Aalborg, da parterne mødtes tilfældigt på gaden, og det endte med en form for tumult, hvor den 16-årige dreng altså blev som tvunget til at udlevere sin AaB-trøje - ellers ville han få tæsk.
Da én af hans venner hev sin telefon frem og filmede optrinnet, blev telefonen slået ud af hånden på ham, og han blev efterfølgende tvunget til at slette sine optagelser. Igen med trusler om tæsk.
I tiden efter lykkedes det politiet at finde frem til flere personer, der blev anholdt og sigtet i sagen, og to af dem skal nu på et endnu ukendt tidspunkt stå over for en dommer i landsretten.