Flertal vil gøre op med boligspekulanters udlejning af faldefærdige rønner
Faldefærdige ejendomme i yderområder skal rives ned
Det skal være slut med at udleje faldefærdige huse til socialt udsatte borgere, mener et flertal i Folketinget.
Socialdemokratiet har flertal i Folketinget for et beslutningsforslag, der skal gøre det forbudt at udleje faldefærdige rønner til beboelse.
Det står klart, efter forslaget i dag blev drøftet i folketingssalen. Forslaget skal give kommunerne bedre mulighed for at sikre, at boligspekulanter ikke udlejer faldefærdige huse til blandt andet socialt udsatte.
En af socialdemokraterne bag forslaget er Magnus Heunicke (S), og han glæder sig over opbakningen blandt de andre partier.
- Det er jeg rigtig glad for, for det betyder, at vi kan få gjort noget ved det. Formålet med det her at give kommunen nogle bedre redskaber, så vi kan komme de her familier til hjælp. Derfor er det meget glædeligt, at regeringen og alle folketingets partier siger, at de vil være med til at løfte problemet, siger han til TV ØST.
DET STÅR DER I BESLUTNINGSFORSLAGET:
Fremsat den 3. oktober 2018 af Magnus Heunicke (S), Lennart Damsbo-Andersen (S), Kaare Dybvad (S), Troels Ravn (S) og Lea Wermelin (S).
Forslag til folketingsbeslutning om stop for udlejning af ubeboelige ejendomme:
Folketinget pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger med henblik på at sikre lovgivning, der kan stoppe boligspekulanters udlejning af faldefærdige huse til udsatte borgere og familier, herunder hvordan kommuner med mange nedrivningsparate huse kan få mulighed for at kræve, at professionelle udlejeres lejemål skal godkendes til udlejning, for at undgå spekulativ udlejning af de dårligste ejendomme.
Kilde: Folketinget.dk
- Det kan man ikke byde nogen
Helt konkret udspringer socialdemokraternes forslag blandt andet fra en sag på Lolland. For nylig kom det nemlig frem, at socialudvalgsformanden i Glostrup Kommune udlejer billige boliger på Lolland gennem boligselskabet Anto. Flere af boligerne er i så dårlig stand, at kommunen har nedlagt forbud mod, at de bliver brugt til beboelse.
Jeg har selv været nede at besøge kommunen og se nogle af de her boliger. Det er ikke noget, man burde byde nogen - slet ikke børnefamilier.
Magnus Heunicke (S), folketingsmedlem
- Vi ved jo, at Lolland er særligt udsat. Jeg har selv været nede at besøge kommunen og se nogle af de her boliger. Det er ikke noget, man burde byde nogen - slet ikke børnefamilier. Det er sundhedsskadeligt, for der er skimmelsvamp, og det regner ind, siger Magnus Heunicke.
- Det er helt vildt, at der er personer, der tjener tykt på at købe de her boliger på tvangsauktioner og så leje dem ud til sociale klienter.
Indkalder til forhandling
Flertallet for beslutningsforslaget betyder, at boligminister Ole Birk Olesen (LA) vil indkalde alle Folketingets partier til forhandlinger.
- Jeg tror, vi kan gøre noget på det her område. Der er nogle kommuner, der har problemer med, at der udlejes dårlige boliger, og så står kommunen med forpligtelsen om at finde en anden bolig til familierne og også betale for det, siger ministeren.
- Hvis vi kan stoppe det her, inden det går i gang, så vil det være godt.
Folketingets partier arbejder blandt andet henimod at give kommunerne mulighed for at godkende boliger, inden de bliver udlejet.
- Når man kan se, at der er udlejere, som helt konsekvent køber de her faldefærdige boliger op, og har masser af sager på halsen, så skal vi gå ind og kræve af dem, at hvis de vil leje ud fremover, så skal kommunen godkende boligen først, siger Magnus Heunicke.